Af Daniel Andersen, Kastrupve7, Ringsø Pindstrup
”Den 3. oktober 2002 sendte jeg det første brev til kommunen om den dårlige stand, cykelstien var i. Da blev den godt nok lappet, men det gjorde ondt værre. Så gik der to år, uden der skete noget.
Vi satte en underskriftindsamling i gang. Det satte lidt skub i det, men magen til hovsaløsning skal man lede længe efter. Nogle steder er der fin asfalt, andre steder er der lappet med kanter og huller, et sted kan vandet ikke løbe ca. 2 meter til kloakken, andre steder stikker der kloakdæksler op.
Det er ufatteligt, at de ansvarlige ikke kan se, at det kan være farligt for ældre og børn, nu hvor det bliver is og sne, når 78 brugere kan det. Det var et pengespørgsmål, men vi er en del, der har snakket lidt om det. Vi er blevet enige om, at det må være en dyr løsning at have så dyre maskiner til at lave sådan et arbejde.
Hr. Borgmester, du skrev til mig, at du håber, vi fik en tilfredsstillende løsning. Det har vi ikke fået. Man skulle næsten tro, de ansvarlige er deres ansvar bevidst, når de bruger borgernes penge på denne måde. En lille grim tanke sniger sig ind - mon udskiftningen vil kunne hjælpe?
På vegne af 78 brugere.”
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
/jimmi