Randers-socialdemokraternes mand i Folketinget skriver i dag følgende om sit partis nye 7-punkts-plan for fremtidens samfund:
”Politik i dag er desværre i høj grad præget af statistikker og tørre tal. Er der overhovedet plads til gode og noble værdier? For Socialdemokraterne er svaret på dette et klart og rungende ”ja”.
Vi vil sikre arbejde, uddannelse og velfærd – områder, der er under hårdt pres på grund af VK-regeringens skattestop. Derfor har vi udarbejdet ”7 skridt mod et bedre Danmark”, som er vores korte og præcise bud på, hvorledes tingene kommer til at se ud umiddelbart efter et regeringsskifte. Vores program indeholder initiativer på følgende syv områder: Jobs, uddannelse og forskning, folkeskolen, miljø, ældreområdet, sundhed og børnepasning.
Siden VK overtog regeringsmagten, er arbejdsløsheden steget med 30.000, hvilket også mærkes i Randers. Regeringen har valgt at skære områder som efteruddannelse af ledige, folkeskolen, uddannelse og miljø ned til sokkeholderne. Denne politik er ikke måden at møde fremtidens udfordringer på.
Socialdemokraterne har tidligere vist, at vi kan skabe nye og bedre jobs – vi kan gøre det igen. Uddannelse er vores vigtigste ressource i en stadigt mere globaliseret verden. Derfor vil vi afsætte 2 mia. kr. til uddannelse og forskning. Folkeskolen skriger i dag på flere bøger, flere lærere, flere computere samt renovering af bygninger. Derfor vil Socialdemokraterne afsætte 600 mill. kr. til en bedre folkeskole. Dét skal sikre, at vores børn får et fundament og en god start på tilværelsen, sådan at også de er klar til at møde fremtidens udfordringer.
Miljøet er samlet de seneste fire år blevet beskåret med 3,7 mia. kr. Socialdemokraterne vil styrke miljøindsatsen, så vi får færre kemikalier i hverdagen, renere vand og bedre beskyttelse af vores fælles natur og miljø – til gavn for vore børn og børnebørn.
Der satses i dag for lidt på forebyggelse og genoptræning i ældreplejen. Antallet af hjemmehjælpstimer er faldet. Det skal være slut. Udgangspunktet skal være de ældres behov og ikke skemaer og stopure. VK-regeringens frit-valg-ordning betyder, at der bruges millioner på at fremme udlicitering frem for de ældres kår. Vi vil prioritere mere tid og mindre bureaukrati i ældreplejen.
Sundhedssektoren skal styrkes med 800 mill. kr. de kommende år. Så vi får et bedre sundhedsvæsen med flere læger og sygeplejersker. Det skal ikke være nødvendigt med private forsikringer som garanti for behandling.
Prisen på børnepasning er steget kraftigt de seneste år og er derfor en stor belastning på budgettet for mange forældre. Socialdemokraterne vil indføre en max-takst for børnepasning på 1.000 kr. pr. barn pr. måned.
Vi vil ikke være den første generation, der efterlader et ringere samfund til den næste. Socialdemokratiet vil ud fra ovenstående pejlemærker arbejde for en forbedring og styrkelse af velfærdssamfundet, og ikke som VK, en afvikling. Der er stadig plads til gode og noble værdier i politik.”
Kilde: Skrevet af det socialdemokratiske folketingsmedlem Torben Hansen fra Randers i Randers Amtsavis d
/jimmi