Grenaa Bladet: Grenaa Byråd behandlede på byrådsmøde 7/9 et forslag fra Venstre og Det konservative Folkeparti, om at byrådet træffer en principbeslutning om, at man gerne ser afdelinger i Grenaa Kommune inddraget under en forsøgsordning om salg af almene boliger.
I forslaget står der bl.a., at de 3 boligorganisationer i Grenaa Kommune og disses afdelinger opfordres til at overveje deltagelse i forsøget og meddele deres interesse evt. til kommunen, således at ansøgning kan behandles og evt. videresendes til Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Begrundelsen for forslaget skulle være, at der er forholdsvis mange ledige lejeboliger i Grenaa.
Jeg har svært ved at se, at det er den virkelige begrundelse for, at de to partier fremsætter forslaget, men snarere af mere ideologiske grunde.
Sandheden er jo, at siden regeringspartierne, med støtte af Dansk Folkeparti, fik vedtaget forsøgsordningen, har næsten ingen kommune ønsket at deltage i forsøget, så derfor har regeringen brug for at vise befolkningen, at det er en god idé.
Salgsplanerne betyder meget store omkostninger og en stærkt forringet beboerindflydelse. Regeringen har pakket planerne ind i svært gennemskuelige forslag med en automatisk overførsel af salgsprovenuet til den særlige nybyggerifond og kombineret med en art trækningsret.
For at få det hele til at glide ned hos beboerne, lokkes med en rabatordning, og afdelingerne skal have mindre del af salgsindtægten som en art »godtgørelse« for at stemme ja til køb af deres lejebolig.
Men det er en sløring for at skjule, at den reelle hensigt er, at staten skal spare penge på langt sigt, mens antallet af almene boliger langsomt men sikkert reduceres. Det er virkeligheden i forslaget og det har intet at gøre med hvor mange ledige boliger der måtte være i de enkelte kommuner.
Et flertal i økonomiudvalget ville gerne høre, hvad beboerne i de enkelte afdelinger mener om forsøget, men det kræver, at beboerne på afdelingsmøder bliver gjort bekendt med de vilkår, som gælder for køb af deres lejebolig. Det er en temmelig kompliceret sag med mange usikkerheder.
Det er så op til boligorgansiationerne at orientere om vilkårene, og den risiko den enkelte beboer løber ved køb af deres lejlighed.
Størstedelen af det provenu som kommer ind ved salg af en almen bolig, skal indbetales til en nybyggerfond, og pengene skal blandt andet spare staten for ydelsesstøtte i nybyggeriet.
Eftersom der ikke i Grenaa for øjeblikket er behov for nybyggeri, vil det provenu der måtte fremkomme, gå til støtte af nybyggeri i andre byer end Grenaa. Samtidig vil der blive færre almene boliger til rådighed i kommunen og dem der ikke kan sælges, bliver formentlig de mindst attraktive boliger, hvilket giver en social skævvridning.
Hvis en beboer beslutter sig for at købe sin bolig som ejerbolig, skal der ske en udstykning/opdeling i ejerlejligheder. Dernæst skal to uafhængige valuarer fastsætte prisen og der skal udarbejdes et skøde m.v. I alt betyder det udgifter i størrelsesorden på 50-60.000 kroner pr. bolig.
Åbnes der op for salg af almene boliger, forringes kommunens muligheder til anvisning af boliger til løsning af kommunens boligsociale opgave.
Man kunne jo også stille et forslag om, at private udlejere skal tilbyde lejerne at købe sin lejebolig, og provenuet så skulle indbetales i en nybyggerifond. Men det er vel en krænkelse af den private ejendomsret. Det er vel også en krænkelse af ejendomsretten at pålægge de almene boligorganisationer at sælge lejeboligerne til lejerne.
Takket være S og SF med støtte fra Dansk Folkeparti, blev forslaget afvist, så der bliver ingen forsøg i denne omgang.
Selv om Dansk Folkeparti har stemt for regeringens forslag om forsøg, valgte det lokale byrådsmedlem at stemme imod forslaget. Det er tankevækkende.
Der er kun en »vinder«, ved forslaget. Det er staten.
Kilde: Grenaa Bladet
//