Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Om finansloven og miljøet

Følgende indlæg er et opgør med regeringens nye finanslovsforslag, som en socialdemokratisk folketingskandidat giver disse ord med på vejen:

”Man kan ikke fortænke regeringen i, at den i et valgår med alle tænkelige midler forsøger at dække over sine massive nedskæringer.
Men regeringens forkrampede forsøg på at skjule netop sammenhængen mellem indtægter og udgifter bliver kun alt for synlig med Finansloven for 2005.

Efter tre år med særdeles synlige nedskæringer fremlægger regeringen et finanslovsforslag, hvor man på udvalgte områder forsøger at tilbageføre fem og i enkelte tilfælde ti procent af de besparelser, man har valgt at gennemføre i de seneste tre år.

Regeringen håber på dén måde at fremstå som værende med på Socialdemokraternes dagsorden, men sandheden er, at dét, som regeringen vil tilbageføre, kun er en forsvindende lille del af, hvad der er skåret de seneste tre år.

På eksempelvis miljøområdet har regeringen fra 2001 til 2004 sparet en mia. kr. af det årlige budget. På Finansloven 2005 har man med den ene hånd givet miljøområdet 50 mio. kr. under stor mediebevågenhed, mens man med den anden hånd på selv samme finanslov har fjernet over 100 mio. kr.

I stedet for at tænke på de kommende generationer, tænker regeringen tilsyneladende mere på næste valg.
Socialdemokraterne tilbyder en anden vej. Vi tror på, at det kan nytte at investere i sikring af vort miljø.

Socialdemokratiet er stærkt foruroliget over drikkevandets udvikling. Drikkevands-ressourcerne er kun halvt så store som tidligere antaget, og i 40-50% af de små private anlæg overskrides én eller flere grænseværdier af pesticider, nitrat, bakterier m.m. Der er et helt klart og veldokumenteret behov for en skærpet beskyttelse af det danske drikkevand.

Velfærd handler efter vores opfattelse også om rent drikkevand. Vi mener, at alle danskere har ret til rent drikkevand direkte fra hanen, og dét er en ret, som skal forsvares, før det er for sent.
Det er simpelthen ikke nok at ansætte en ny miljøminister, som lover, at nu er det slut med at lave besparelser på miljøområdet, og at 2005 dermed vil blive det sidste år, hvor netop miljøet kommer til at lægge ryg til alvorlige besparelser. Men hvad er det nu, vi skal have senest til næste år? Nå jo, regeringen tænker på det kommende valg, men de burde vel i grunden hellere tænke på de kommende generationer.

Socialdemokratiet vil i den kommende folketingssamling fremsætte beslutningsforslag om en ”vandpakke”. Forslaget indebærer bl.a. et lavere pesticidforbrug, og vi vil kræve, at der skal etableres opsamlingspladser, hvor sprøjteudstyr skal rengøres.
Også på miljøområdet tilbyder Socialdemokraterne en helt anden vej end dén, regeringen vil.
Vi kalder det vejen tilbage til velfærden.”

Skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat, Lars Bang fra Spentrup

Kilde: Randers Amtsavis d. 14. oktober

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam