Den 92-årige tidligere Ebeltoft-borgmester, Jørgen Nielsen, ser de aktuelle problemer omkring trafikministerens manglende vilje til at lade Grenå-banen opgradere helt til Grenå Havn som endnu et friskt eksempel på, at Djurslands-området bliver overhørt på Christiansborg. Det kunne der være blevet lavet om på, hvis ikke sydkommunerne havde haft så travlt med at lave storkommune uden Grenå og Nørre Djurs, siger han i følgende indlæg:
”Minsandten om ikke trafikministeren nu vil lade jernbaneforbindelsen til Grenå Havn totalt forfalde.
Bliver det næste så gratis trafik over Storebælt? Eller hvad kan der mon snart tænkes?
Hvor meget skal der dog til, før alle – både de beføjede og vi almindelige borgere – i Djurslands nuværende otte kommuner ænser skriften på væggen og finder sammen om at tale med én stemme?
Den ene halvdel havde meget travlt og har allerede sluttet sig sammen og kalder sig Guldkysten. Skal den resterende del allerede nu kaldes Proletarbæltet?
Eller kan der skabes forståelse for, at Djursland er så specielt et stykke dansk land, hvor alle lokaliteter er så indbyrdes afhængige, at hvad enten det går godt eller dårligt for en enkelt lokalitet, så vil det på sigt få den samme effekt for hele det øvrige område?”
Skrevet af ex-borgmester Jørgen Nielsen
Kilde: Knebel i Randers Amtsavis d. 5. oktober
Rex