En politiker fra Midtdjurs skriver følgende forsvar for de sydlige kommuners satsning på en Syddjurs Kommune. Han skriver:
”De fire kommuner på Syd-Djursland har fundet sammen og er blevet enige om at danne denne kommune med ca. 40.000 borgere.
Jeg tror, det er en passende størrelse, for en kommune med 80.000 vil på mange virke for stor og uoverskuelig. Når seks kommuner ud af otte på Djursland ikke ønsker et samlet Djursland, så må det da for pokker snart gå op for tilhængerne af en storkommune, at så kan det kun lade sig gøre med tvang.
Jeg er modstander af tvang, og jeg vil frivillighedens vej, og det er og bliver Djursland Syd.
Nu véd jeg godt, at dele af erhvervslivet og mange enkeltpersoner ønsker, at indenrigsministeren griber ind og tegner en ring omkring hele Djursland, men dét vil jeg så kalde tvang, hvis han gør dette.
Det håber og tror jeg nu ikke, at han gør, for så er han med til at ødelægge Djursland, for at tvinge otte kommuner sammen, når kun to ønsker det, dét vil ende frygteligt galt.
Tilhængerne af en stor Djurslands-kommune tror, at vi får en meget større vej til Djursland. De tror også på, at der vil komme flere virksomheder til Djursland. De tror også på, at borgerne vil få det bedre ved en stor samlet kolos på 80.000 borgere, men det er kun gætterier.
Jeg har netop set, at borgerlistefolkene i Ebeltoft vil lægge op til, at alle borgerlister og lokallister i de fire sydkommuner vil lave valgsamarbejde ved næste valg. Det tager jeg imod med glæde.”
Skrevet af Pauli Andersen (Ret Kurs Midtdjurs) fra Ryomgård
Kilde: Århus Stiftstidende d. 3. oktober
Rex