En SF`er fra Midtdjurs kan ligesom ovenstående læserbrevsskribent ikke forstå, hvorfor bl.a. Midtdjurs-borgmesteren ikke vil være med til at snakke sammen med resten af Djursland på det møde, Nørre Djurs og Grenå har inviteret til d. 13. september. Han skriver:
”Kim Dalgaard Poulsen vil ikke komme til det fælles møde, som Nørre Djurs og Grenå har inviteret alle byrådsmedlemmer på Djursland til d. 13. september. Hans begrundelse er, at da der endnu ikke er truffet en endelig afgørelse om en fælles sydkommune, kan der ikke forhandles med kommunerne i nord lige nu. Invitationen til det fælles møde ser han derfor som en utidig ”indblanding i en ikke-afsluttet proces”.
Jeg vil gerne spørge Kim Dalgaard Poulsen: Hvis ikke man skal blande sig i en proces, inden den er afsluttet, hvornår skal man så gøre det? Og når processen ikke er afsluttet, hvordan kan han så som borgmester konkludere allerede nu, at ”løbet er kørt”?
Byrådet i Midtdjurs vedtog i januar med SF`s stemme en udtalelse om, at Midtdjurs gik i forhandling med Rønde og Rosenholm, og at Midtdjurs Kommune ”bakkede op om Røndes og Rosenholms åbenhed overfor andre kommuners deltagelse”. Senere blev Ebeltoft koblet på forhandlingerne, og det er da muligt, at den nævnte ”åbenhed” af nogle fortolkes som kun at gælde Ebeltoft. Men ikke desto mindre er der stadig ikke i Midtdjurs truffet en officiel beslutning om, at Midtdjurs ønsker sammenlægning kun med de tre andre ”syd-kommuner”, så løbet er altså ikke kørt endnu.
Der er, som Kim Dalgaard Poulsen rigtigt påpeger, heller ikke truffet officiel beslutning om hverken det ene eller andet i de tre andre byråd, selvom de tre borgmestre nu udtaler sig som om, at de fire kommuner er en lukket fest. Derfor kommer invitationen til et fælles møde for byrådene på Djursland særdeles rettidigt, og det er på høje tid, at Kim Dalgaard Poulsen tager sine borgmester- og byrådskolleger fra alle fire sydkommuner i hånden og møder op til en ordentlig og ærlig debat om, hvad der skal ske med Djurslands kommuner fremover.
Hvis de fire sydborgmestre er sikre på, at de har et flertal bag sig, som ønsker en kommune uden Nørre Djurs og Grenå, så kan de jo sige dét klart på mødet. Men spørgsmålet er, om flertallet faktisk eksisterer, når man ser på dén debat, der i øjeblikket foregår internt i partierne på tværs af kommunerne. Men det er måske denne åbne debat på tværs af partier og kommunegrænser, som borgmestrene er bange for og derfor bliver væk fra det fælles møde i Grenå d. 13. september?”
Skrevet af SF-lokalformand i Midtdjurs, Uffe Stolt Rasmussen fra Kolind, i Randers Amtsavis og forkortet af dennes redaktion d. 7. september
Kilde: Randers Amtsavis
Rex