Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Selv naturperlerne får nu gylletanke

Det er sandt at sige ikke første gang, vi bringer et indlæg fra Socialdemokraternes miljøordfører med barsk kritik af regeringens miljøpolitik. I dag er det de omsiggribende tilladelser til gylletanke, som efter hans opfattelse nu breder sig selv til vore skønneste naturpletter. Han skriver:


”Endnu engang viser VK-regeringen sit sande ansigt på miljøområdet – og dét er ikke et kønt syn. Socialdemokratiet kan endnu engang konstatere, at regeringen plejer landbrugets interesser på bekostning af miljøet, drikkevandet og vores alles sundhed.

Regeringen og Dansk Folkeparti ændrede i 2002 planloven for at tilgodese landbruget, idet man tidligere som hovedregel ikke måtte opføre gylletanke i det åbne landskab. Som direkte konsekvens af ændringen i planloven er der foruden mange gylletanke i det åbne landskab nu også åbnet frit op for etablering af gylletanke i særligt værdifulde naturperler.

Vi har senest set det i forbindelse med to sager fra Sønderjylland, hvor regeringens lempelse af planloven medfører gylletanke i to naturområder, som begge karakteriseres som særligt værdifulde. Faktisk har regeringens tidligere miljøminister selv tidligere udråbt området ved Dybbøl Mølle som én af Danmarks 99 nationale kystperler. Nu har regeringens politik altså betydet en gylletank klods op af den selvsamme kystperle ved Dybbøl Mølle!
En sådan miljøpolitik hænger simpelthen ikke sammen.
På tilsvarende vis hænger det heller ikke sammen, når regeringen med den nye miljøminister Connie Hedegaard i spidsen nu pludselig påstår, at man vil gøre en hel masse for miljøet og derfor i den kommende finanslov vil afsætte yderligere 50 mill. kr. de næste fire år.

De 50 mill. kr. svarer ikke tilnærmelsesvis til de drastiske nedskæringer, regeringen allerede har gennemført. Siden regeringsskiftet har regeringen således ifølge Miljøministeriets egne tal allerede skåret 39% på miljøområdet, d.v.s. foretaget besparelser på mere end en milliard kroner og samtidig fyret over 500 medarbejdere i Miljøministeriet.
Regeringen har amputeret hele miljøområdet, og væsentlige arbejdsopgaver bliver ikke løst. Det konkluderede revisionsfirmaet Deloitte også i maj 2004 i en uvildig rapport om de massive konsekvenser af VK-regeringens uansvarlige miljøpolitik.
For hver krone, der er sparet, vil man nu give fem øre tilbage. Det er for sølle.”
Skrevet af den socialdemokratiske miljøordfører Torben Hansen fra Randers i Randers Amtsavis d. 25. august

Kilde: Randers Amtsavis

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam