Følgende indlæg fra en Grenå-politiker støtter fuldt og helt det ovenstående. Det er Lars Møller, der skriver:
”Så er der igen fokus på Ålsø-krydset! Som der jo er, hver gang der har været et alvorligt trafikuheld på stedet.
Det er naturligt, men det er skræmmende, at der endnu ikke er gjort et virkeligt effektivt tiltag for at forbedre trafiksikkerheden på stedet. Amtets egne trafiksikkerhedsanalyser har jo i øvrigt i mange år placeret Ålsø-krydset som en trafiksikkerhedsmæssig sort plet og endda anvist løsningen: en rundkørsel!
Vi har i Teknisk Udvalg givet høringssvar til amtet, hvor vi har lagt os på linie med politimesteren. Også efter vores vurdering er den foreslåede vejforskydning en dårligere løsning set fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt.
Den rigtige løsning er en rundkørsel, der i sin konstruktion tager højde både for trafiksikkerhed og for den tunge trafik, vi skal have ind til industrien og havnen i Grenå. Det er nok en dyrere løsning for amtet end en vejforskydning, men hvad koster et trafikuheld ikke amtet?
Der er store menneskelige omkostninger forbundet med et trafikuheld for både de implicerede og deres pårørende. Utryghed er også en omkostning for både brugerne af krydset og de borgere, der er naboer til de mange trafikuheld. ”Hvornår sker det næste gang?” må de spørge sig selv.
Og så er der de direkte økonomiske omkostninger for samfundet ved et trafikuheld. Det er billigere at vælge den rigtige løsning nu, selv om den i anlæg er lidt dyrere for amtet.
Vores amtsrådspolitikere er valgt til at drive amtet ud fra nogle helhedsbetragtninger, men også for at være talerør for deres lokalområder.
En helhedsbetragtning hér er den billigste løsning for samfundet, altså en rundkørsel. Så vores lokale amtsrådspolitikere burde jo have en god sag hér!”
Skrevet af det socialdemokratiske medlem af Teknisk Udvalg i Grenå Kommune, Lars Møller fra Grenå, i Randers Amtsavis d. 17. august
Kilde: Randers Amtsavis
Rex