Henning Sørensen, Grenaa, forfatter, fhv. skraldemand, æresmedlem i Danmarks Afholdsforenings hovebestyrelse, anlægger hér en ikke urimelig - omend usædvanlig - fordring til Kristlig Fagbevægelse, hvis det med kristlig skal stå til troende.
Henning Sørensen.
|
"Den i sin tid verdenskendte, danske afholdsagitator, redaktør Lars Larsen-Ledet (1881 - 1958) sagde engang: "Det er for en afholdsmand at komme til Vejle som for en muslim at komme til Mekka."
- Baggrunden for udtalelsen er, at den ældste og i nutiden eneste egentlige afholdsorganisation, Danmarks Afholdsforening, blev stiftet i Vejle Metodistkirke d. 17. april 1879.
I disse dage er det dog noget ganske andet og diametralt modsat, der har givet Vejle en central placering i mediebilledet. Nemlig, at mit gamle forbund gennem mere end et halvt sekel, 3F (tidl. SiD), blokerer "Spiritusudpumpningsstationen" (et Larsen-Ledet-udtryk) Vejlegården, fordi denne har tegnet overenskomst med den kristelige fagbevægelse, KRIFA.
Jeg finder det blasfemisk, at en organisation, der kalder sig kristelig, går i samarbejde med en spiritusbaseret virksomhed. - Som jeg (en hårdtpumpet afholdsmand) ser det, bør KRIFA sige til Vejlegårdens ejer:
"Hvis du tilbagesender din spiritusbevilling, så hjælper vi dig gerne med at markedsføre din virksomhed som et alkoholfrit alternativ."
Kilde: Henning Sørensen, Grenaa, i Lokalavisen Grenaa, mandag d. 27/8.
/Bjarke.