Vi har i tidens løb bragt flere historier fra folk om, hvordan deres oplevelser er med sygehusvæsenet og udrykningssituationen i den vanskelige overgangsperiode efter nedlæggelsen af Grenå Sygehus.
Også den specielle situation for Mols-området, hvor beboerne efter en lang og sej kamp fik lov til at beholde udrykningslægen Niels Bie, der i mange tilfælde kan være fremme inden ambulancen på de snirklede veje i området – og således spiller en vigtig rolle, når det handler om at redde menneskeliv.
Følgende læserbrev har vi valgt at bringe af begge de ovennævnte grunde. Det er en håndværker fra Mols, der fortæller:
”Det sker ikke for mig. Det er altid naboen, men det blev mig. D. 10. maj – en ganske almindelig dag.
Jeg havde spist morgenmad, lavet mad og pakket min mad til resten af dagen, kørte til Ebeltoft og var i gang med mit byggeri. Klokken 11.30 kommer en tømrer forbi og taler til mig. Han kan ikke forstå mine svar, og før han kan gribe ind, falder jeg bare om og er væk.
Nogle minutter senere begynder jeg at komme til mig selv. Jeg kan nu høre tømreren tale, men jeg kan ikke svare ham på grund af lammelser i venstre side.
I løbet af minutter er ambulancen der og hort tid efter udrykningslægen Bie. Jeg får noget ilt. Jeg kan nu tale lidt og forstår, hvad der bliver sagt. Vi kører på Århus Kommunehospital med fuld udrykning. På under en time når vi frem, hurtigt ind og scannes. Blodproppen sidder i højre side af hovedet.
På hospitalet er de i gang med nogle forsøg om blodpropper. Jeg blev spurgt, om jeg ville være forsøgsperson nr. 2 i Danmark og svarede ja. Forsøget går ud på, at noget sprøjtes ind i blodåren for at opløse proppen. Forsøget lykkes, og i løbet af dagen kommer jeg til mine fulde fem – herligt, når man som jeg stadig har mod på livet.
Overskriften ”Miraklet på Mols” blev brugt både i Århus og Hammel som almindelig omtale.
Jeg er meget taknemmelig for en korrekt behandling fra byggepladsen i Ebeltoft til Århus Kommunehospital samt behandlingen i de to uger, jeg lå i Århus, plus de fire uger på Hammel Neuro-Center (genoptræning).
Jeg er nu tilbage i Knebel og har det pragtfuldt. Det kunne ligeså godt være endt i en tragedie.”
Skrevet af Carsten Rasmussen fra Knebel i Randers Amtsavis tirsdag d. 22. juni
Kilde: Randers Amtsavis
Rex