En mand fra Hornslet stiller i det følgende spørgsmål til sin kommune og foreslår, at de kommunale skove bliver solgt fra, frem for at skulle miste velfærdsgoder:
"I fortsættelse af budgetmødet på Kaløskolen i aftes foreslog jeg, at Syddjurs Kommune skulle sælge sine skove, idet kommunen bør tilbage til kerneområderne og undgå driftsopgaver uden for kerneområderne.
Jeg har søgt oplysninger om skovarealerne på kommunens hjemmeside og kan intet finde om beliggenhed og størrelse, men gætter på, at kommunen ejer ca. 500 ha beliggende fortrinsvis i den gamle Ebeltoft Kommune.
Dette areal kan sælges for ca. 50 mio. kr. og kommunen sparer derefter driften af dette areal. Besparelsen på drift og det tilhørende mandskab kan jeg ikke finde, men det må udgøre en rimelig sum.
Jeg har også forsøgt at finde ud af, hvordan jagtretten administreres. Har fået oplyst, at der ikke er jagt i arealer under 5 ha og kan ikke finde flere oplysninger.
Jagtretten til arealerne kan ved udbud vel indbringe 175.000 kr./Ã¥r.
Hvornår har jagtretten sidst været i udbud på de enkelte arealer og til hvilken pris, og hvem har jagtretten nu?
Argumenter fra de gode politikere fra panelet var, at da det er bynær skov, skulle befolkningen have adgang til arealerne, og at en del var beliggende i Nationalparken.
Der er også bynær skov omkring Hornslet, Pindstrup, Kolind, Ryomgård og delvis Rønde og alt er hér privatejet, uden at det giver problemer for befolkningen.
Adgangen til offentlig skov og privat skov er nemlig næsten ens, og på de enkelte punkter, hvor der er en forskel, kan man bare tage dette med i salgsaftalerne, hvis dette synes nødvendigt.
Så, kære politikere, der nu sidder i de sidste svære budgetforhandlinger, hvad skal vælges - besparelser på børne- og ældreområdet eller på skove, således at der kan afholdes kommunale jagter?"
Kilde: Skrevet af Torsten Klein Mikkelsen fra Hornslet i Lokalavisen d. 22. september.
/Bjarke & Rex.