En SF`er fra Randers gør hér op med de nye skattelettelser og kalder dem for ”valgflæsk”. Han skriver:
”For nogen tid siden tonede statsminister Fogh frem på min tv-skærm, og med stirrende øjne og kampsmil fremturede han med nye skattelettelser med virkning fra d. 1. juni allerede i år.
Skattelettelserne skal sparke gang i dansk økonomi efter Foghs profetier.
Jeg har lige modtaget mit nye skattekort og er blevet tildelt et yderligere fradrag på 58 kr. pr. måned. Så nu kan jeg for lidt mere end en halvtredser deltage i Foghs forbrugerfest.
En fest, der som oplagt valgflæsk skal bruges til at flytte fokus fra, at Danmark er en krigsførende nation og en del af en besættelsesmagt af værste skuffe – med afsløret tortur og tilsidesættelse af Genéve-konventionen, internationale aftaler og med stor medmenneskelig fornedrelse til følge.
Skattelettelserne bliver også brugt som valgoplæg i indenrigsminister Løkkes oplæg til en ny kommunalreform, som er et skalkeskjul for hans ønske om, at der skal føres en stram liberalistisk politik på alle fronter. Hvis forslaget gennemføres, som det er fremlagt, vil megen offentlig aktivitet overgå til halvoffentlige selskaber, hvor der ikke vil være en demokratisk indflydelse på drift og lukkede regnskaber. Det vil blive en katastrofe for mange mennesker, og demokratiet vil få en ordentlig begmand.
Jeg tror på, at mange folk i almindelighed har gennemskuet hvilket ærinde, regeringen er ude i.
Jeg er overbevist om, at regeringspartierne med ”hængeparti” vil lide et knusende nederlag ved næste folketingsvalg.
Ordningen med skattefradragsforhøjelser er sjovt nok – og måske alligevel ikke – indrettet efter Matthæus-syndromet: Dén, der meget har, skal mere gives – dén, der lidet har, skal mindre gives!
Hvad jeg helt præcist skal bruge min halvtredser til, har jeg i skrivende stund ikke besluttet endnu.”
Skrevet af SF-medlem Hans Ørsted fra Randers i Randers Amtsavis torsdag d. 27. maj
Kilde: Hans Ørsted
Randers Amtsavis