I dag bringer vi et indlæg fra en mand i Randers, der foreslår Viborg som centrum for en måske ny, kommende region, frem for Århus. Han skriver:
”Venstres finanspolitiske ordfører, Kristian Jensen, har for nyligt i dagspressen været fremme med tanker om, at den nye administration af den nørrejyske region ikke bør ligge i Århus.
Jeg kunne ikke have været mere enig med ham. Én af de byer, hvor han så i stedet foreslår at placere sygehus-administrationen, er i Viborg.
Et ganske udmærket valg, fordi Viborg netop er det geografiske midtpunkt i den kommende region. Derudover opnår man ved at vælge Viborg, at der hér befinder sig de fysiske rammer (den nuværende amtsgård) samt personale, som allerede har ekspertise inden for sygehusområdet. Der er jo også allerede placeret et sygehus i tilknytning til byen.
Et andet væsentligt argument er, at der er meget langt, geografisk set, fra Århus til yderområderne af den nye region. Efter min mening er der
for langt. Det er der derimod ikke, hvis man i stedet vælger Viborg som den ny hovedby for administrationen. Viborg er jo, som jeg har konstateret før, det naturlige geografiske midtpunkt i den kommende nørrejyske region.
Endelig er der den historiske betydning, Viborg har haft som samlingspunkt for eksempelvis stænderforsamlingerne før i tiden. Denne grund er dog mindre væsentlig end de i forvejen anførte.
Derimod kan jeg ikke godtage de andre byer, som Kristian Jensen foreslår, Herning eller Skive. Dels fordi der ikke findes personale med den relevante baggrund i forvejen, dels fordi de fysiske rammer (eksisterende bygninger) heller ikke er til stede i forvejen.”
Skrevet af Torben Østrup fra Randers i Randers Amtsavis onsdag d. 26. maj
Kilde: Torben Østrup
Randers Amtsavis