Det følgende indlæg er skrevet i frustration over, at politikere og andre ansvarlige først vågner op, hver gang et vanrøgtet barns skæbne bliver oprullet på tv. Alt for hurtigt efter soves der videre:
”SÃ¥ kunne jeg lige komme op af stolen!! Jeg har netop set reaktionerne fra landspolitikere og kommunale politikere ovenpÃ¥ udsendelsen ”Er du mors lille dreng – 10 Ã¥r efter”, og jeg bliver sÃ¥ arrig over den pludselig stÃ¥lsatte beslutsomhed.
Jeg har indtil for nylig arbejdet 11 år på en døgninstitution for anbragte børn, og jeg vil bare minde om, at forargelsen heller ikke ville tage en ende, dengang den første udsendelse havde været i tv. Og der skete mildt sagt INTET bagefter.
I den efterfølgende periode har jeg og mine tidligere kollegaer, min ledelse og stort set alle andre socialpædagoger råbt og skreget os hæse over de dårlige vilkår, man tilbyder truede børn og unge. Men fagkundskaben var der faktisk ikke rigtigt nogen, der gad høre på.
Da kommunesammenlægningen kom på tale, skete der simpelthen dét besynderlige, at ingen børn blev anbragt. Der var åbenbart pludselig ingen børn, som havde behov for at blive anbragt uden for hjemmet, og dét var vel positivt, eller var det?
Stort set alle institutioner kørte med underbelægning, afdelinger og til tider hele institutioner blev lukket. Nogle kommuner i vores gode trygge land hjemgav simpelthen anbragte børn – for at spare. Min pÃ¥stand er, at ingen ville hænge pÃ¥ regningen, hvis nu det endte med, at ”deres” barn – atsÃ¥ kommunens – nu endte i en anden kommune, for sÃ¥ skulle man jo betale for en ydelse, som man ikke fik noget ud af. Det var som om, at man sad og lurepassede – skal/skal ikke.
Men det er selvfølgelig bare min påstand, for noget sådant forekommer vel ikke i en velfærdsstat? Samtidigt er der sket dét, at man skriger efter pladser til de 12-15-årige. Gad vide, om det er de børn, man har ladt i stikken de seneste 10 år?
Jeg har stået med mange små børn i mine hænder. Jeg har ofte været tosset over, at et barn ingen rettigheder har i Danmark overhovedet, og så vil jeg sådan set blæse på, at loven siger noget andet, for det er bare sådan, praksis er. Og jeg kan betro alle, at en lille Jørn kan man finde i hver en by i dette land, og der er altid nogen, som ét eller andet sted godt véd, når et barns trivsel er i fare.
Hvorom alting er, så kan jeg jo bare håbe, at der nu kommer handling bag ordene, at politikerne er klar til at tage ansvar og bruge de penge, der skal til.
Det er ikke OK altid at kaste bolden tilbage til overbebyrdede sagsbehandlere, som i øvrigt ofte er bundet pÃ¥ hænder og fødder økonomisk. Og det sidste lille hÃ¥b mÃ¥ være, at man konsulterer fagkundskaben, nÃ¥r løsningerne skal findes, altsÃ¥ pædagoger, psykologer, socialrÃ¥dgivere o.s.v., sÃ¥ det ikke bliver politisk ideologiseret, men i stedet bliver fagligheden og erfaringen, som kommer i fokus.”
Skrevet af Pernille Heibøll Sørensen fra Randers i Randers Amtsavis d. 22. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
