Dette spørgsmål er der mange danskere, der stiller sig selv i øjeblikket, hvor det for alvor er begyndt at koste danske liv. En mand fra Randers siger sin mening om spørgsmålet hér:
”Jeg synes, det er fint at stille sig selv dette spørgsmÃ¥l især i disse dage, hvor det er strømmet ind med meldinger fra frontlinien i Helnan-provinsen, hvor danske soldater ogsÃ¥ i dette øjeblik værner om demokratiet og freden ved at udføre dét arbejde, de er uddannet i: at jage Taliban pÃ¥ de daglige patruljer sideløbende med et omfattende bistands- og genopbygningsarbejde, hvor civilbefolkningen belønnes for samarbejdsvilje ved direkte tiltag i form af opførelse af skoler, kvindecentre, sikringen af el-forsyningen samt nye brønde til rent drikkevand.
Stadig – pÃ¥ trods af, at vi godt kan se, at vi gør en forskel – stiller vi os selv dette spørgsmÃ¥l, hvorfor vi – én af de mindste nationer i verden – skal ofre sÃ¥ meget og for hvad.
Det er fuldt forståeligt, og det er en reaktion på magtesløshed og fortvivlelsen ved at miste landsmænd på en sådan umiddelbart meningsløs måde. Følelsen af klumpen i halsen, når man tænker på dem, man kender dernede, eller familien man kender, som har deres søn dernede.
Vi må bare gøre os klart, at lige meget hvad er du og jeg og hele Danmark denne gang i sådan en situation,, at vi må forsvare os og dét liv, vi kender. Tager vi ikke kampen i Afghanistan, så vil vi sammen med vores soldater også rykke frontlinien tilbage, hjem til København og banegårde og rådhuspladser.
Selvom det gør ondt, sÃ¥ er der ingen vej tilbage nu. Teliban mÃ¥ ikke fÃ¥ lov til at lave de træningslejre i Afghanistan, lad os blive dernede og kæmpe videre og lade dem være beskæftiget, hvor de er nu – for de vil søge kampen, og modstanderen er vores kultur, religion og levemÃ¥de.”
Skrevet af Svend Garbus fra Randers i Randers Amtsavis d. 27. marts
Kilde: Randers Amtsavis
sof