|
Velkommen i det kommunale cirkus!
I de lokale medier har en langstrakt sag om en yngre kvindes besværligheder med at få et fleksjob flere gange været beskrevet. I dag får vi hendes egen udlægning af forløbet:
”Vi byder hele familien velkommen til en forestilling fyldt med gys og gru.
Linedans i stor højde – UDEN sikkerhedsnet!
Trylleri, der kan f̴ virkeligheden til at forsvinde Рm̴ske.
Akrobater, der laver de mest fantastiske krumspring.
Forbered jer pÃ¥ en lang forestilling – den kører over flere sæsoner!
Undervejs vil I blive betjent af vores personale, der ikke vil høre efter, hvad I siger og beder om, men som til gengæld vil give jer en oplevelse, I sagtens kan leve foruden!
SÃ¥dan kan min erfaring med Jobcenter Norddjurs Kommune beskrives.
I 2002 gik jeg ned psykisk. Har siden været i sygedagpenge- og revalideringssystemet. Næste stop bliver højst sandsynligt kontanthjælpssystemet.
I de 5 år, der er gået, siden jeg blev syg, har jeg været ude i 7 arbejdsprøvninger. Afbrudt af perioder, hvor jeg har været for angst og deprimeret til at passe et arbejde. Jeg har gået til psykolog, læge, blevet vurderet af Voksenpsykologisk Kontor, psykiater, har været igennem coaching-forløb hos en mentor/personlig udviklingskonsulent, været på fobi-skole, været i NLP-terapi og hypnose.
Jeg har medvirket til alt, hvad kommunen har dikteret. Jeg har kæmpet for at komme op på fuld tid. Alle arbejdsprøvninger har vist, at jeg ikke formår at komme højere end 20-25 timer om ugen. Læge, psykolog, mentor, kommunens lægekonsulent og min sagsbehandler har alle vurderet, at jeg ikke kommer op i tid. Alligevel fik jeg i august afslag på min ansøgning om flex-job. Norddjurs Kommune tillader sig at ignorere ALLE de vurderinger, de selv har betalt i dyre domme for at få lavet. De tillader sig ud af sagen at håndplukke de oplysninger, de skal bruge til at give afslag, og undlader dermed at se hele sagen i sin helhed, at se på de menneskelige konsekvenser, afslaget og 5½ års sygdom har for mig og mine børn.
Socialudvalgsformand Tom Bytoft har været fremme og fortælle, at nu vil kommunen stoppe med at gøre de ting, der ikke virker. Det vil sige, at borgeren ikke skal igennem mange afklaringsforløb. Der skal ligge en afklaring efter den første afprøvning. Tanken er jo god. Problemet er bare, at nu skal jeg ud i arbejdsprøvning nr. 8. Samtidig skal jeg starte på endnu et coaching-forløb. Det er hér, jeg får associationer om linedans i stor højde UDEN sikkerhedsnet. For hvis jeg under denne afprøvning igen bliver syg (hvilket ikke er usandsynligt, set i lyset af de sidste 5½ års erfaringer), så starter vi igen forfra, når jeg har fået samlet mig selv op igen. På dén måde kan vi vel blive ved i mange år. Det er som om, at kommunen tror, at nu prøver vi lige én gang til, og, vupti, så er det hele gået over!
Hvor går grænsen for, hvordan man i et velfærdssamfund vil behandle borgere, der i forvejen er hårdt ramt? Hvor går grænsen for, hvor længe borgere skal fastholdes i meget firkantede og ufleksible systemer? Hvor langt skal et voksent menneske drives ud, før hjælpen kommer?
Det er ikke fair, -
at et voksent menneske skal være nervøs, hver gang posten kommer (læs: hvad har kommunen nu fundet på?); -
at hjertet hamrer vildt i brystet, hver gang man skal tage kontakt til kommunen; -
at man er totalt slået ud, når røret lægges på, når man endelig har været i kontakt med kommunen; -
at man aldrig kan se ret langt fremad; -
at man ikke kan få lov til at arbejde de timer, man kan.
Jeg vil meget gerne arbejde, have noget at stå op til hver dag, kolleger at tale med, yde mit til samfundet; men det skal være en værdig måde, hvor jeg også kan have overskud til igen at blive en glad og ligevægtig mor for mine børn.
At have et liv med bÃ¥de arbejde og fritid – dét er alt, hvad jeg beder om!” Skrevet af Mette Villesen fra Vivild i Lokalavisen d. 19. december |
05/05 2023
