Agurketiden er over os! TV2 kunne for nylig fremvise en undersøgelse, der forargede de adspurgte danskere. Resultaterne viste, at partilederne, inklusiv statsministeren(!), havde et højt fravær med hensyn til afstemningerne i folketingssalen. Dertil kom kommentarer a la »hvis jeg gjorde det blev jeg fyret«. Dette er måske rigtigt nok, men nu er der jo en forskel fra et »normalt« arbejde og så til en politikers. Vi ønsker os så ofte, at politikerne besøgte den »virkelige verden« nu og da. Når de så gør det, og dette resulterer i fravær fra knapperne, så er det også galt!
Vi kan klage over, at de ikke er i salen og trykker på knappen om en lov, som Venstre, Dansk Folkeparti, og i nogen tilfælde Konservative, har bestemt i forvejen. Jeg ville dog personligt føle mig mere forrådt af folkestyret, hvis de hævede deres gage ved udelukkende at trykke på en rød eller grøn knap. I det perspektiv er kvalifikationerne til at være landspolitiker heller ikke særligt store!
Nuvel, det er for galt, at flere politikere har højt fravær, men hellere det, end at de spilder tiden ved at fylde folketingssalen op til afstemning om på forhånd afgjorte love.
Ved næste folketingsvalg, hvor Leif Lahn Jensen stiller op for Socialdemokratiet, stemmer jeg da ikke på ham i håb om, at han sidder på taburetten og trykker på knapperne dag ud og dag ind. Nej, jeg stemmer på ham, fordi jeg tror, han og Socialdemokratiet kan gavne det danske samfund, den danske befolkning som helhed og djurslændinge i særdeleshed. Om han så arbejder for Djursland i salen, på gangene, i mødelokalerne, på kontorerne eller er ude blandt folket - lyttende til lokalbefolkningens røst - er mig inderligt ligegyldigt.
Med venlig hilsen
Allan G. Jørgensen
Ã…strupparken 34
8500 Grenaa
Studenterpolitisk
medarbejder for
MF Jan Petersen (S)
Kilde: Grenaa Bladet
sof