Truslen om at selv de små færger i landet, hvoraf den mindste sejler ved Voer og en anden ved Udbyhøj, skulle sendes i licitation, har vakt stor bekymring blandt andet i Rougsø Kommune, der er afhængig af færgernes drift. I dag fortæller Venstres formand for EU-parlamentsgruppen om, hvordan det er lykkedes hende at skabe et godt resultat for de truede færger:
”De små færgeruter – og ikke mindst kommunerne – kan nu ånde lettet op. Færgefarten mellem de danske øer og til fastlandet skal for størstedelens vedkommende ikke sendes i EU-licitation.
EU-kommissær Loyola de Palacio er enig i, at der skal indføres en bagatelgrænse for, hvornår en færgerute skal i udbud.
Det vakte berettiget bekymring både hos færgeselskaberne, de ansatte, kommunalpolitikerne og øboerne, da det kom frem, at EU tilsyneladende ville kræve, at samtlige færgeruter skulle i udbud. Jeg rejste derfor sagen overfor den ansvarlige kommissær, der nu har svaret mig. Svaret er, at der er en løsning på vej, som alle forhåbentlig kan være tilfredse med.
Kommissæren erkender, at der er et stort problem, og at hun vil gøre, hvad der står i hendes magt for at løse det.
Det ligger allerede klart, at færger med under 100.000 passagerer årligt ikke skal i udbud.
Samtidig ser det ud til, at færger med offentlige tilskud på under 1 million Euro alligevel også vil blive fritaget, selv om der har været sået tvivl netop om denne undtagelse.
Ifølge kommissærens svar til mig er hun i gang med at finde en juridisk holdbar løsning, der vil undtage støtte på under 1 mill. Euro fra de normale statsstøtteregler.
Endelig lægger kommissionen også op til længere kontraktperioder – nemlig 12 år. Det gør det lettere at opbygge en god solid forretning, når man ikke med korte mellemrum har ”truslen” om en ny udbudsrunde hængende over hovedet.
Jeg går naturligvis helt og fuldt ind for så meget konkurrence som muligt. Men der skal være sund fornuft og god økonomi i de politiske beslutninger, der træffes. Det gælder både herhjemme, men så sandelig også i EU.
Nu synes fornuften da heldigvis igen at sejre.”
Skrevet af Venstres gruppeformand i Eropa-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen, i Randers Amtsavis onsdag d. 4. februar
Kilde:
rex