En Grenå-politiker reagerer på statsministerens klager over socialdemokratiske kampagners sandhedsværdi. Han skriver:
”Jeg synes, det er helt i orden, når statsminister Anders Fogh Rasmussen reagerer, som han gør, når der er nogen, der – som han påstår – farer i pressen med dét, han kalder ”snuskede kampagner, plat samt falske påstande”, som påstået i Århus Stiftstidende for nylig.
Hans egen samvittighed på dét område er jo ren som sne, der har ligget en hel vinter op og ned af en befærdet hovedvej. Vi husker jo alle valgreklamen med indvandrerkvinden, der gav pressefotografen fingeren – mere plat kan en valgreklame vist ikke blive.
Det er da muligt, at artiklen i LO`s ugebrev A4 ikke har haft dokumentationen helt i orden, når de har udtalt sig om priserne på børnepasning. Men en generel rundspørge til kommunerne i Danmark, som Politiken har foretaget og offentliggjorde søndag d. 18. januar, viste en klar stigning overalt i landet på dette område – og hvad med taksterne i den offentlige trafik? Hvis vi lægger al den stigning sammen, der har været på den offentlige service siden den borgerlige regering er kommet til, så har en LO-familie vist mistet mere, end skattelettelserne har givet dem.
Og så kunne det være rart, om man kunne få statsministeren som sandhedsvidne på dén artikel, som professor Jørgen Goul Andersen havde i Politiken d. 12. januar, hvor han skrev: ”De danske indkomstskatter er de mest synlige. Til gengæld er de ganske moderate”. Hvor han i artiklen lægger facts frem og gør opmærksom på, at de danske skatter er lavere end mange andre europæiske, og at de tilmed er faldet de seneste tre år. At skattetrykket i Danmark ligger på en 9. plads med et højere tryk i Tyskland, Belgien, Frankrig, Sverige, Ungarn, Italien, Finland og Polen.
Det var jo ikke just dén melding, Venstre kom med under sidste valgkamp. Her var det skattestoppet, der var det helt store slagnummer – fordi vi i Danmark var brandbeskattede.
Hvem var det, der sagde: ”snuskede kampagner, plat samt falske påstande.”
Skrevet af det socialdemokratiske amtsrådsmedlem, Bent Mikkelsen fra Grenå, i Randers Amtsavis onsdag d. 21. januar
Kilde:
rex