Uddannelse er vejen frem Følgende indlæg er en kraftig opfordring til de mange unge, der snart er færdige med deres folkeskole, om at fortsætte i en videregående uddannelse:
Til østjyske elever i 9. og 10. klasse:
Bag pÃ¥ de lokale busser og rundt om pÃ¥ standerne i det østjyske gadebillede bliver I – de ældste folkeskoleelever – i disse dage opfordret til at beslutte jer for, hvad I vil efter sommerferien.
Med forårstemperaturer tæt på frostgrader kan tiden efter folkeskolen forekomme uendelig fjern. Men ikke desto mindre er der ikke lang tid til, at I skifter den ene uddannelse ud med den næste. Og der er endnu kortere tid til, at I skal træffe en beslutning, som får stor betydning for resten af jeres liv.
Derfor vil vi opfordre alle jer, som i dag går i folkeskolens afgangsklasser, til at tænke jer grundigt om, inden I den 15. marts skal tage det første svære valg i jeres kommende studie- og jobliv. Det er vigtigt, at I i jeres valg skeler til såvel interesser som evner og fremtidige jobmuligheder. Kigger man ikke på alle tre ting, gør man sig selv en bjørnetjeneste.
I har alle tiders muligheder for at klare jer godt fremover. Ledigheden er historisk lav, og især hér i Østjylland er der i disse tider rift om fremtidens arbejdskraft. Men det betyder ikke, at man bare kan se stort på, hvad man vil job- og uddannelsesmæssigt. Tværtimod er det vigtigt, at man fra starten vælger en solid uddannelse som afsæt for sin fremtid.
Inden for alle områder bliver uddannelse en stadig vigtigere forudsætning for at få et godt job. En grundlæggende uddannelse, som i hele arbejdslivet følges op af efteruddannelse, vil i fremtiden være en forudsætning for et spændende job med en fornuftig løn. Derfor er det afgørende, at I med det samme kommer i gang med en uddannelse. Der er i dag ikke en fremtid i ikke at have en uddannelse.
Virksomhederne i det østjyske bliver stadigt mere teknologi- og videnbaserede i årene, der kommer. Dét er forudsætningen for, at vi kan klare os internationalt. I de kommende år vil erhvervslivet derfor efterlyse stadigt flere kandidater fra ingeniør- og andre tekniske uddannelser. Derfor håber vi, at flere, der vælger en gymnasial uddannelse, vil vælge naturvidenskabelige fag.
Vi hÃ¥ber, at alle I 9. og 10. klasseelever i den kommende tid omhyggeligt vil studere mulighederne for alle slags uddannelsesvalg, og at I d. 15. marts vil aflevere en ansøgning, som sikrer jer en god og fremadrettet uddannelse.” Skrevet af Metal-formand Aage Madsen og Dansk Industri-formand Søren Fischer (begge Randers) i Randers Amtsavis d. 10. marts |