Terma sikrer Norddjurs vækst
Som medlem af Norddjurs Kommunes Kultur- og Udviklingsudvalg konstaterer jeg med stor glæde, at Terma har indgået en aftale om udvikling af amerikanske fly. Denne aftale medfører ifølge Terma de næste 4 til 6 år en fordobling af medarbejderstaben i Grenaa fra 200 til 400 medarbejdere og med mulighed for op til 600. Dette er en meget glædelig meddelelse for hele Norddjurs Kommune, der som en naturlig følge heraf vil få en økonomisk udvikling og befolkningstilvækst. Det er i situationer som nu, at man skal huske, at det er virksomhederne, der er hele grundstammen i vort samfund, og det er virksomhederne, som sammen med medarbejderne skaber værdierne i vores kommune. Og jeg opfordrer til, at man i Norddjurs Kommune får udviklet en erhvervspolitik, der sikrer vore virksomheder en hurtig og effektiv sagsbehandling. Samme politik skal desuden indeholde en overordnet strategi, der sørger for, at Norddjurs er en attraktiv kommune at placere sin virksomhed i, her mener jeg både før, under og efter opstart. Tillykke til Terma og til Norddjurs!
Med venlig hilsen Jens Meilvang (V) Byrådsmedlem i Norddjurs Kommune |