VÃ¥d mad til bedstefar og bedstemor!? Af Lajla D. Jensen
Jeg har for nylig besøgt mine bedsteforældre. De er midt i firserne begge to og bor stadig i lejlighed, selv om de dog overvejer at flytte på plejehjem sammen. De synes dog ikke, at de kan overskue en flytning lige nu, men måske skulle vi som pårørende presse på - så får de i det mindste noget godt at spise!! Jeg har tit set, at de har disse madkasser stående, når vi har været på besøg, men bedste benytter enhver lejlighed til, at aflyse det mad de får fra den kommunale madudbringning og bede os tage noget med. Det foregår sådan i al beskedenhed altså, for hun er sørme godt opdraget.
Også denne gang talte vi os frem til, at hun og bedstefar meget gerne ville have noget af det vi havde med til frokost, frem for det de selv skulle have. Jeg bestilte en lille pålægs »kagemand« hos en god slagter i mit nærområde, med hjemmelavet pålæg og godt med det hele. Så tog vi; to voksne og to børn - af sted på familiebesøg. En tur på ca. fem kvarter i bil.
Vi nåede frem i god tid før middag og bestemte os for at sætte os tidligt til bordet, da den yngste af børnene var ved at være godt sulten. Det skal jeg lige hilse og sige, at de gamle også var - eller også kunne de ikke dy sig fordi det var så indbydende, de spiste sørme godt!!
Så undrer det mig jo, hvorfor hun har svært ved at holde vægten og kun vejer omkring de 40 kilo. De har begge fået at vide, at de skal indtage proteindrik dagligt, hvilket de er ved at kløjs i. Bedste siger, at hun har droppet det, for hun kan ikke have andet i maven så, og lidt fornøjelser vil hun da have. Bedstefar siger ikke så meget, det er nok godt nok...
Der er da proteiner i kød og kødpålæg, som hun lige har indtaget i rimelige mængder!? Nå, men vi sidder længe og spiser og hygger os, da der kommer en mand og banker på. Det er maden, siger Bedste. Hun går ud og åbner, Ja, siger han, vi kunne ikke komme af med det, så I er nødt til at have det. Jo, men såeh... siger Bedste og tager imod. Jeg sidder stadig i køkkenet og tænker, at de nok har afbestilt lidt sent.
Hun beder mig komme og kigge. Nede i den sorte flamingo-kasse ligger en lille bakke med fast film over. PÃ¥ filmen sidder der store vanddrÃ¥ber og nedenunder ser jeg maden. Hvad er det? - spørger jeg lidt dumt. Hun kigger pÃ¥ menusedlen fra hjemmet og læser op; sprængt kalvebryst med bouillon-kartofler... hva’ det sÃ¥ skal sige - men det lyder da flot ikke?
Vi ser begge pÃ¥ kartoflerne, som mest af alt ser ud som om de er fra glas, men ingen af dem er dog hele, det er som en slags tomatsuppe med kartoffelstumper i. Ja, sÃ¥ kan jeg godt forstÃ¥, at han ikke kunne komme af med det, siger jeg - og vi smiler begge to, men det er ogsÃ¥ sørgeligt. For sÃ¥dan er det bare siger hun til mig. Bedstefar siger bare, at det er godt nok, og at det da kan spises, nÃ¥r nogen spør’, men jeg mener bare - tilføjer hun, at hvis ikke vi siger noget, sÃ¥ tror de vel, at det er godt nok. Der er ellers to rosenkÃ¥l med, siger jeg og smÃ¥griner, ja det er da flot svarer hun, - den anden dag var der kun et!
Hun fortæller mig om den panerede fisk, som var blevet lukket inde og derfor blevet blød og klæg af dampen og om den stegte flæsk, der var alt for fed og som, nÃ¥r man tog fat i det ene hjørne – bare hang ned ad hÃ¥nden pÃ¥ hende. De havde ellers sÃ¥dan glædet sig.
Hun kan ikke holde til at transportere sig selv ret langt mere. Ellers ville de tage til Grenaa og spise i Kvickly. Det er billigere, selv om de skal tage bussen, og så er maden ikke våd og slatten - ja sådan sagde hun. Men det kan de jo ikke, der er for mange dage, hvor de er syge og trætte - de orker det ikke. Hun har ikke engang kræfter til at lave maden selv til de to, og det var ellers noget hun var god til!
Jeg ville anslå råvarerne og portionerne til at løbe op i måske 27 kr. pr. person, og jeg var ikke overrasket da hun sagde, at de måtte give 50 kr. Jeg ville egentlig ikke have givet mere, men det kom trods alt til døren. Da hun sagde det var pr. person blev jeg gal!
For 3000 kr. om måneden kunne de ansætte en ung eller arbejdsledig til at komme og handle ind og lave mad til dem. Eller de kunne slå sig sammen med andre i området og få lavet en madordning i fælleskøkkenet i byen - også med mulighed for at få bragt ud, de dage, hvor man har behov for at spise hjemme. Men de har ikke overskud til det, derfor spiser man dem af med våd og uappetitlig mad, - de har ikke en chance for at gøre noget ved det.
Tilbage til maden i kassen, som vi står og ser på. Ved siden af kartoffelresterne ligger nogle falmede ærter og de to rosenkål ikke at forglemme. Under ærterne kan jeg se et stykke kød. Du må hellere sætte den på køl, hvis I skal have det til aften, siger jeg.
Nej, vi vil ikke have det, siger hun. Efter frokost pakker jeg det sidste af pålægs »kagemanden« ind i film og sætter i køleskabet, så er der da lidt godt til aftensmaden.
Mine bedsteforældre får mad fra Norddjurs Kommune. Selv bor jeg i Himmerland, men hvor ville jeg ønske at jeg boede tættere på - for det kan kun gøres bedre! |
05/05 2023
