Vi faldt lige over et avisindlæg fra for et par dage siden, vi havde overset, om dén debat, der nu er skudt i gang om Djurslands fremtid. Det er en socialdemokrat fra Rønde, der skriver:
”Som ventet kom Strukturkommissionen ikke med en færdig model, men med flere modeller, som nu skal drøftes intenst i de kommende måneder. Men at der skal ske kommunesammenlægninger, står åbenbart ikke til diskussion.
For mig at se er der ingen tvivl om, at den brede amtsmodel med syv-otte amter/regioner og kommuner med 20-25.000 indbyggere er at foretrække.
Først og fremmest er det utroligt vigtigt, at vi får nogle folkevalgte regioner, som opfattes meningsfuldt af borgerne. Jeg tror, en model med fire regioner i Jylland: Syd-, Vest-, Nord- og Østjylland, er dén løsning, der bedst tilgodeser geografisk og kulturelt fællesskab.
Regioner er nødvendige som dét organ, der bredt varetager befolkningens interesser i den pågældende region, og som varetager de opgaver, som kommuner, selv med 80.000 indbyggere, vil være for små til. Det drejer sig ikke kun om sygehusene, men også om erhvervspolitik, infrastruktur, de amtslige specialtilbud på socialområdet samt alle ungdomsuddannelserne. Regioner bør også være en garant for, at hele regionen udvikles.
Hvis landkommunerne skal kunne hamle op med de langt større bykommuner, er det nødvendigt, at der er et kommunalt overordnet organ, som kan varetage hele regionens udvikling. Ellers er jeg bange for, at endnu flere opgaver samles i de helt store byer, som er dem, der stærkest ønsker amterne fjernet.
Den brede amtsmodel vil også betyde, at kommunerne kan ”nøjes” med en størrelse på 20-25.000, d.v.s. minimum 2 kommuner på Djursland. Større må det heller ikke blive, hvis nærdemokratiet skal føles meningsfuldt, og det skal det. Jeg mener, vi skal arbejde frem mod en slagkraftig østjysk region og et samarbejde med Røndes nabokommuner om en velfungerende kommune.
Der bliver lejlighed til at drøfte Strukturkommissionens udspil samt hvilken betydning, det kan få for Rønde, Djursland og Århus Amt, ved Socialdemokratiets offentlige møde d. 21. januar, hvor amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen vil give et oplæg, hvorefter der er debat.”
Skrevet af det socialdemokratiske byrådsmedlem i Rønde, Karen Andreasen, i Randers Amtsavis tirsdag d. 13. januar
Kilde:
rex