| En stor gruppe af ældre, nemlig dem, der har haft de dårligste lønninger, kan se frem til en fattig pensionisttilværelse. De har nemlig ikke været dækket ind af hverken offentlige eller private pensionsordninger. Dem hører vi for lidt om, siger en Randers-borger i det følgende:
”Med pensionsoversigten fra ATP ved Ã¥rsskiftet fulgte en information, der tilskyndede ældre til at motivere de unge til tidlig ATP-indbetaling. Det begrundes bl. a. med, at undersøgelser viser, at ca. 60% af de aktuelle pensionister stort set kun har offentlige ydelser og ATP at leve for. Det er derfor vigtigt, at kommende ældre bliver bedre stillet.
Det svarer efter min opfattelse ikke til dét billede, medierne ofte giver. Der er det det grå guld, der er i centrum. Der er næsten ingen grænser for, hvad pensionister kan tillade sig i disse år. Det ville være rart, om man nøjedes med udtrykket "nogle pensionister". Dem, der ofte sætter dagsordenen.
Denne viden kan være nødvendig, hvis man ønsker at forbedre pensionisternes vilkår. Skabe mindre ulighed og større velfærd for alle pensionister.
I mange år har det fortrinsvis været den enkeltes opgave. Det vil sige gennem opsparinger og pensionsordninger. Hertil vil nogle sikkert sige, at dét kunne man jo bare have gjort!
Helt så enkelt er det ikke. Mange har ikke haft økonomiske forudsætninger for at foretage opsparing i større målestok og har heller ikke fået tilbudt pensionsordning i deres arbejdsforhold. I hvert fald ikke før ca. 1990 og kun med beskedne udbetalinger de første mange år. Andre har for længst fået en pensionsordning med en ikke ringe tyngde. Dertil kommer, at 70'ernes fradrags- og anti-skatkultur begunstigede dem, der havde i forvejen. Ja, staten supplerede endda sideordnet med procenttillæg. Det skal også nævnes, at bankerne var særdeles aktive og gerne lånte penge til at udnytte fradragsmulighederne, hvis man f. eks. havde friværdi. Det var helt legalt. Et udtryk for det politiske styrkeforhold i Folketinget.
Det kunne have været anderledes. I 1967-68 arbejdede man i Socialdemokratiet med en pensionsordning, hvor man skulle have en årlig pension på 45% af den gennemsnitlige årlige indtægt i de 15 bedste arbejdsår. Den ville have omfattet de mange og skabt mindre ulighed. Sådan skulle det ikke gå. Der kunne ikke skaffes opbakning til modellen. Efterfølgende banedes vejen for de private ordninger, som vi kender dem.
Det ser ud til, at det er det politiske valg, der er truffet. Man må så leve med, at de mange, der ikke har "ordninger", herunder de mange på overførselsindkomster, også som ældre må have trange kår. Dét kan da ikke være, hvad vi forstår ved velfærd, vel? Mellemlaget har i stor udstrækning sikret sig selv. Kan man forestille sig, at der kan opnås forståelse for, at øvrige ældre skal sikres bedre kår?
I bekræftende fald vil der være hÃ¥b for velfærdsstatens sikring og udbygning pÃ¥ andre af samfundslivets omrÃ¥der.”
|
05/05 2023
