Tak til
 






  
05/05 2023

DJURSLAND:Kommuner i forskellig størrelse bedst

Vi fortsætter vores serie med debat om den kommende kommunalreform med et indlæg fra en fremtrædende SF`er. Imens venter vi på fremlæggelsen af Strukturkommissionens rapport, og kan du (lige som vores Redaktør) ikke styre dig til i morgen, så kan den faktisk læses på Fyens Stiftstidendes hjemmeside – læs den før din nabo!
Men tilbage til Aage Frandsen, der advarer mod at lægge sig fast på bestemte kommunestørrelser, som rapporten lægger op til. Han skriver:


”Når Strukturkommissionen kommer med sin betænkning, vil den indeholde forskellige modeller til en fremtidig kommunalstruktur.
I alle modeller vil betydeligt større kommuner indgå. Efter sigende vil der blive lagt op til enten 20.000 indbyggere eller 30.000 som minimum. Uanset om det er det ene eller det andet, der bliver tilfældet, vil det, hvis det bliver ført ud i livet, betyde en helt anden kommunestruktur i Århus Amt.
I Århus Amt er der i dag kun tre kommuner, der har over 30.000 indbyggere: Århus Kommune med over 290.000 indbyggere, Randers med godt 60.000 og Silkeborg med knap 55.000 indbyggere. To kommuner, Skanderborg og Odder, ligger på godt 20.000 indbyggere. Resten – det vil sige 21 kommuner – har under 12.000 indbyggere. Hvis minimumsstørrelsen for kommunerne skal være 20.000 indbyggere eller endda 30.000 indbyggere, betyder det en helt anden kommunestruktur i Århus Amt.
Hvis flere opgaver skal delegeres til kommunerne, og hvis vi skal sikre høj faglighed og retssikkerhed i kommunernes forvaltning, er det nok rigtigt med større kommuner. Men problemet med de større kommuner er, at det kan blive mindre gennemskueligt for borgerne, og at mange beslutninger, der vedrører borgernes forhold, vil blive truffet længere væk fra borgerne end nødvendigt.
Hvis man sidder ved et skrivebord i København, er det ikke så svært at tegne et nyt Danmarks-kort med kommuner på mindst 20.000/30.000 og med sammenlægning af amtskommunerne til få regioner eller måske med nedlæggelse af amtskommunerne. Men hvis man bevæger sig rundt i Danmark, er det straks sværere at tegne et Danmarks-kort efter en enkel formel.
En del af argumentationen for større kommuner er, at flere opgaver skal placeres i kommunerne, hvorved amtskommunerne eventuelt kunne tømmes for opgaver og måske endda blive overflødiggjorte.
Men hvis man i stedet som kriterier for en kommunalreform har forskellige krav som nærhed, helhed, decentralisering, gennemskuelighed, faglighed og retssikkerhed, kunne det være, at man nåede frem til en anden konklusion, end at alle kommuner skal være på mindst 20.000 eller 30.000 indbyggere.
Afgørende i dén forbindelse er selvfølgelig, hvad befolkningen rundt omkring i Danmark ønsker. Ønsker danskerne under alle omstændigheder større kommuner? Den mindste kommune i Århus Amt er Samsø Kommune med godt 4.000 indbyggere. Ud fra en skrivebordsbetragtning skal Samsø Kommune ikke overleve som selvstændig kommune. Mest nærliggende vil det være, at Samsø blev en del af Odder Kommune.
Det kan godt være, at fagligheden og retssikkerheden i den kommunale forvaltning ville blive øget, men hvad med nærheden, helheden og gennemskueligheden? Under alle omstændigheder ville en sådan struktur forudsætte, at der inden for en sådan kommune ville blive oprettet lokalråd med væsentlige beføjelser.
Det er muligt, at der andre steder i Århus Amt vil kunne etableres større kommuner, hvor nærhed, helhed og gennemskuelighed fuldt ud er sikret, blandt andet fordi nogle af de nuværende kommunegrænser måske ikke er de mest oplagte ud fra en helhedsbetragtning. Uanset at det ikke altid er tilfældet i dag, må det være vigtigt, at der er en hovedby og et centrum i en kommune, for at en kommune skal kunne udgøre en helhed.
Det kan være fornuftig med en kommunalreform, og det kan være fornuftigt, at kommuner og amtskommuner bliver større, men det kan ikke være det allervigtigste, at alle kommuner som minimum får en bestemt størrelse.
Hvis en forudsætning for kommuner på 20.000 eller 30.000 indbyggere som minimum er en række tvangssammenlægninger, som resulterer i en række kommuner, hvor der reelt ikke er nogen sammenhængskraft, er det givetvis at foretrække med kommuner af forskellig størrelse.
En kommunalreform skal besluttes af Folketinget. Men det skal ske på baggrund af ønsker og behov, som findes lokalt. Det skal ikke ske ud fra forskellige skrivebordstegninger, som det kan være let at lave, hvis man ikke kender til lokale forhold, men som det ikke er rigtigt at bygge på.”
Skrevet af formanden for SF-folketingsgruppen, Aage Frandsen, i Randers Amtsavis torsdag d. 8. januar

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam