Hvis man bor i Gjerrild eller Bønnerup er det meget svært at se en fremtid i Norddjurs Kommune. Det første vi har mærket til den nye kommune, er at man i Sammenlægningsudvalget – den kommende kommunalbestyrelse, har besluttet at nedlægge bibliotekerne i Bønnerup og Gjerrild. På trods af massive protester fra beboere i området, besluttede kommunalpolitikerne alligevel at lukke de to biblioteker under mødet på Grenaa Rådhus den 8. november. Lukningen af de to biblioteker bliver effektueret den 1. januar 2008.
I forbindelse med kommunalreformen, havde vi store forhåbninger om, at en stor kommune på Djursland, kun kunne styrke hele området. Vi håbede på, at en storkommune havde magt og vilje til at inddrage hele Norddjursland i en positiv og fremadrettet udvikling. Vi troede på, at Norddjurs Kommune, som hovedsageligt dækker landområder, og som er uden egentlige store byer og centre, kunne tænke anderledes og netop bruge de muligheder, der var i de mange landsbysamfund i kommunen. Vi troede, at man kunne tænke anderledes, og se mulighederne i at skabe en kommune, hvor den levende landsby var et positivt element i kommunes udvikling. En kommune hvor landområder ikke var udkantsområder mere, men potentielle udviklingsområder, hvor mennesker kunne bo i et sundt miljø og med nære sociale relationer til hinanden. Kommune havde en mulighed for at være nyskabende.
Men vi tog meget fejl. I stedet har vi nu fået en kommune, hvor flertallet af den politiske ledelse kun kan tænke centralisering, harmonisering og ønsker om at skabe bymiljøer og centre. Områder som Gjerrild og Bønnerup, bliver nu i endnu højere grad end før betragtet som udkantsområder. Som en politiker under udvalgsmødet sagde om Bønnerup bibliotek, ”så vil det jo alligevel afvikle sig selv i løbet af kort tid”, underforstået så kunne Norddjurs Kommune lige så godt lukke det med det samme. Det er åbenbart holdningen. Man mener de små landsbyer i udkantsområderne afvikler sig selv med tiden, så hvorfor støtte disse samfund? Man går ind for en afvikling og ikke en udvikling. Biblioteksstrukturen der blev vedtaget på udvalgsmødet, medfører at der bliver oprettet et hovedbibliotek i Grenaa, med underbiblioteker i Ørum, Auning og Ørsted. Det er meget fint, og nok også en god idet, men samtidigt vil man lukke bibliotekerne i Gjerrild og Bønnerup. Der er tale om to biblioteker med meget høje udlån af bøger. I 2005 blev 20 % af alle udlånte bøger i Nørre Djurs kommune udlånt i Gjerrild. Man vil skabe centre, man vil efterligne kommunerne med storbyerne. Da det blev kendt at Århus Amt skulle nedlægges, så vi det som en stor fordel. Vi kom af med en institution, der i den grad kun tænkte i centraliserings tanker og forsøg på at skabe en storby, som Århus i øvrigt aldrig bliver. Amtet sugede al kraft og saft ud af landområderne i amtet. Vi håbede det var et overstået kapitel. Nu oplever vi et nyt ”mini Århus Amt” i form af Norddjurs kommune. Man lukker og slukker for de såkaldte udkantsområder, for at skabe centre og bymiljøer. Der er ingen storbyer i Norddjurs kommune, og det kommer der heller aldrig. Det er fint med moderne biblioteker i Grenaa, Ørum, Auning og Ørsted. Det er godt for de brugere der bor i nærheden af disse, men det gør vi ikke i Gjerrild. Vi vil ikke komme til at bruge biblioteket i Ørum eller Grenaa på samme måde, som vi har brugt bibliotekerne i Gjerrild og Bønnerup. Politikerne har under debatmøderne i Gjerrild og Bønnerup lovet, at man vil sørge for en bedre kollektiv trafik, der kan bringe folk til både Ørum og Grenaa Bibliotek – det kan ikke lade sig gøre i dag. Politikerne har også lovet, at man vil forsøge sig med udbringning af bøger til lånere i udkantsområderne. Det viser igen at politikerne ikke lytter, til det vi siger. Vi ønsker at bevare vores biblioteker som de er. De har mange funktioner, det er her vi låner bøger naturligvis, men bibliotekerne har også en meget vigtig social funktion. Det er her vi mødes og udveksler kulturel erfaring. Det er her børnene kan tage og føle på bøgerne, bladre i dem og vælge. Hvem er så naiv og tro, at forældrene efter en lang dag på arbejde og lang transport hjem til f.eks. Gjerrild (for vi har som regel en lang transport til og fra arbejde) så vil til at pakke ungerne i bilen, for at køre lige så langt til Ørum, og her lade børnene gå rundt på biblioteket? Det vil ikke ske. Det har ingen energi til.
Nogen af politikerne har samtidigt oplyst, at lukningen af de små biblioteker ikke har noget med økonomi at gøre. Driften af bibliotekerne i Gjerrild og Bønnerup har indtil videre kostet 374.000 kr. om året. Hvad vil det ikke koste, når den kollektive trafik skal udvides, så vi kan komme til enten Grenaa eller Ørum bibliotek når vi ønsker det? Hvad vil det ikke koste når alle i Gjerrild og Bønnerup begynder at bestille bøger på bibliotekerne, og efterfølgende skal have bøgerne bragt ud?
Hele sammenlægningsudvalget, med undtagelse af Benny Hammer og Kirsten Bech Hansen viste en total mangel på forståelse af vores situation i de små landsbyer. Man talte om, at der i de samfund findes ildsjæle, der nok skal finde på noget! Ildsjælene er ved at være slidt op, kære politiker, og det er de på grund af jeres svigt.
I Gjerrild er der kun to kommunale institutioner tilbage, børnehaven og biblioteket. Nu lukker biblioteket. Sidst lukkede I skolen. Alt hvad vi ellers har i Gjerrild er noget vi selv har arbejdet for og skabt. Vi betaler også skat, hvorfor får vi ikke noget for de penge, hvorfor skal vi gøre alt selv? Ikke engang asfalt har i ofret på os i mange år. Torvet i Gjerrild er anlagt på privat initiativ.
Selv vores Internet forbindelse er oprettet på privat initiativ, og drives af private ildsjæle der ikke får løn for arbejdet. Udvalget har forsøgt at sælge den nye biblioteksstruktur ved at fortælle om bedre og flere adgange til Internettet fra bibliotekerne. Kære politikere, Internettet har vi hjemme hos os selv. Det er i øvrigt et meget billigt og meget hurtigt trådløst netværk som Norddjurs Net sørger for. Vi har ikke brug for at tage på biblioteket, for at komme på Internettet. Det var i gamle dage det var nødvendigt – her er jeres tankegang ikke særlig moderne.
Det er meget flot når politikerne opfordre til initiativer fra ”ildsjælene”, men hvorfor skal det være nødvendigt at være en ”ildsjæl”, bare fordi man bor i Gjerrild? Hvorfor skal det være en evig kamp bare at få lov til at bo i byen? Vi er ved at være trætte, meget trætte, ilden er ved at gå ud. Måske er det også det I vil opnå. Naturområder uden forstyrrende landsbyer, men med masser af sommerhusområder, hvor grundsalget kan give penge i kassen, og uden ret mange kommunale forpligtigelser.
I har ikke vist den mindste vilje til bare at give os i landsbyerne samme vilkår som borgere i Jeres ofte kunstig skabte centre. Tværtimod er I løbet fra valgløfterne i vild flugt. På vælgermødet på Gjerrild Kro før kommunalvalget sidste år, blev der lovet støtte til lokalsamfundene, herunder at biblioteket i gjerrild ikke ville blive rørt. Hvis støtten er det vi ser nu, så vil vi vist helst være fri.
Beslutningen om nedlæggelsen af Gjerrild og Bønnerup biblioteker på Sammenlægningsudvalgsmødet den 8. november giver i den grad grund til at frygte for de to landsbyers fremtid. Den nye kommunes første gerning i de to byer er at fjerne en vigtig livsnerve begge steder. Det hedder afvikling, og kan ikke kaldes andet.
Beslutningen om harmoniseringen på biblioteksområdet, var i øvrigt punkt 13. på Sammenlægningsudvalgsmødets dagsorden.
Punkt 14 handlede om kommunalt tilskud til julebelysningen i Grenaa. Man godkendte at give et tilskud på 350.000 kr. til juletræsbelysningen.
Driften af bibliotekerne i Gjerrild og Bønnerup koster 374.000 kr. OM ÅRET!
Jens Peter Stehr-Nielsen
Gjerrild og Omegns Borgerforening.
Kilde:
Jens Peter Stehr-Nielsen