Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Bevar lufthavnen på Djursland

Preben Mortensen fra Idégruppen Grenaa har læst et indlæg fra Jyllands Posten, som vi også bragte hér på NetNyt forleden, om det nødvendige i, at Århus Lufthavn bliver flyttet fra Djursland og tættere på byen. Det kan nok være, det fik Mortensen til tasterne, og hér forklarer han så, hvorfor han mener, problematikken ligeså godt kan tænkes den anden vej:

Ved gennemlæsning af Carsten Kruuses indlæg »Manglende respekt« i Jyllands-Posten 16/6 får man nemt den opfattelse, at alt, hvad der er uden for Århus og dets nærmeste rækkevidde, er noget, der ikke rigtigt kommer århusianerne ved, og at det nærmest består af noget, man ikke rigtigt behøver at forholde sig til.

Århus i centrum
Carsten Kruuse går i sit indlæg meget i rette med de mennesker, der ikke mener, at en ny storlufthavn ved Thomasminde er en god idé, og man får nærmest den opfattelse, at det er en sag, som kun dem, der er bosat i og omkring Århus, egentlig bør have nogen særlig indflydelse på.
Carsten Kruuse gør sig til talsmand for, at der i de nævnte planer omkring en lufthavn ved Thomasminde er udsigt til 7000 arbejdspladser i Århus Kommune, hvis en sådan ny lufthavn opføres, og man aner også, at hr. Kruuse ser mange flere velsignelser for det århusianske område, hvis denne urealistiske drøm skulle gå i opfyldelse.

Andet end Århus
Vi må igen sige til hr. Kruuse og andre, der har kløe i Thomasmindeplanerne, at vi jo altså er i en situation, hvor Danmark, og specielt Østjylland, består af andet og andre end dem, der bor i Århus Kommune med tilhørende opland.
Hvis det skulle have undgået hr. Kruuses opmærksomhed, har vi altså også et område, der hedder Djursland, som i forvejen har været temmelig hårdt ramt af nedskæringer på næsten alle områder, nedskæringer der er foretaget af folk, som alle har deres daglige arbejde og residens i det århusianske nærområde.
Nu mener vi her på Djursland, at det snart kan være nok.
Vi har en lufthavn i Tirstrup, der sagtens kan udbygges til mere end den er i dag, hvis der er realitetssans, vilje og lyst til det.
De afstande der i øjeblikket er fra Tirstrup Lufthavn til Århus og Randers er fuldt acceptable, når man ser på lignende afstande mellem lufthavne og byer i udlandet.
Jeg har flere gange, når jeg har talt med folk fra andre lande i Europa og fra USA, hørt tilkendegivelser, der går ud på, at transporttiderne fra lufthavnen i Tirstrup til enten Århus eller Grenaa i deres øjne har været endda særdeles tilfredsstillende i forhold til, hvad rejsevante forretningsfolk ellers er vant til ude i den store verden, så den argumentation Thomasmindetilhængerne fører på transporttiderne, kan på denne baggrund sagtens afvises som ævl.
Går man længere syd for Århus, er Billund Lufthavn en oplagt mulighed, så hvad skal vi egentlig med flere eller andre lufthavne?
Så er der den kedelige kendsgerning, at bygning af en ny storlufthavn ved Thomasminde, vil koste et urimeligt stort beløb, når man sammenligner med, hvad en udbygning af Tirstrup Lufthavn og en forbedret linie og vejføring til samme ville koste.
Men det fatter Thomasmindetilhængerne åbenbart stadig ikke.

Behov på Djursland
For dem står der kun arbejdspladser for folk i Århus kommune, og en uvæsentlig reduktion af transporttiden i hovedet.
Men vi er altså også en hel masse mennesker på Djursland, der har brug for, at vi har en rimelig hurtig adgang til en god lufthavn, og at det er arbejdspladser i vores område, der bliver tilgodeset, men det hører man aldrig om i debatten.
Så er der jo også lige den med vejnettet.
Det vil være ret let og i lufthavnssammenhæng omkostningsreducerende at udbygge vejnettet fra Århus til Tirstrup, således at transporttiden også her kan reduceres, hvis man virkelig synes, det er så vigtigt.

Betydeligt billigere
Der er oven i købet en togforbindelse, der går tæt på Tirstrup, men som udmærket kunne få en sløjfe på, således at toget virkelig kørte direkte til Tirstrup Lufthavn.
Også disse argumenter har været fremført før, men det er som om Thomasmindetilhængerne bliver ord- og talblinde, når de konfronteres med disse synspunkter.
Men alt i alt vil disse ting kunne udføres betydeligt billigere end at bygge en ny lufthavn.
Hvis man i Tirstrup nøjedes med at lave en udbygning, der var tilstrækkelig for at komme hurtigst muligt til de vigtigste internationale destinationer, ville man måske oven i købet kunne undgå at "smadre" Billund Lufthavn, som jo har stor betydning for de mennesker, der bor lidt sydligere end os andre.
Det gør altså ikke noget, at man har en lille smule fornemmelse for hinandens problemer.
Som sagt hr. Kruuse, Danmark består altså af andet og mere end Århus med omliggende sovebyer.

Vejnet kan ændres
Kære Thomasminde-tilhængere, se nu realistisk på det.
Vi har en udmærket lufthavn, der kan udbygges til nøjagtig det der er brug for.
Vejnet og andre forbindelser kan sagtens ændres, så det lever op til det realistiske behov, og lufthavnen ligger i et område, hvor man er vant til at have den og man føler sig oven i købet ikke generet af den, hvilket jo egentlig er ret godt argument for at lade den ligge hvor den ligger.
Når man så samtidig tager i betragtning, at den øvrige del af Djursland har behov for, at den er hvor den er, og at det ikke lige er flere arbejdspladser i Århusområdet der står først på ønskesedlen for den del af Østjylland, der ligger lidt længere fra Århus end 15 min. køretid, synes vi, at man skal være realistisk, således at vi i fællesskab kan få gavn og udbytte af Tirstrup Lufthavn.

Lufthavnsævl
Og lad os så snart slippe for mere af det næsten ustandselige og utålelige lufthavnsævl vedrørende Thomasminde, der kun er med til at skabe flimmer og usikkerhed i områderne.”

Skrevet af Preben Mortensen, Idégruppen Grenaa, Åstrupskrænten 47, Grenaa, i Jyllands Posten d. 29. juni


Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam