Den verserende debat om Grenåbanens fremtid (eller ej) kører videre i dag med følgende indlæg fra Bent Mikkelsen, der skriver:
"Mange har indlæggene været om Grenåbanens gener for Århus, men vel nok mest fra borgere i Risskov.
Barriére-effekten mellem Risskovs borgere og vandet skal begrænses, lyder det fra enkelte - banen er til gene for trafikken til havnen, lyder det fra nogle - toget kører tomt det meste af tiden, lyder det fra andre.
Det er muligt, der bliver en barriere-effekt for nogle borgere i Risskov, når hastigheden hæves, og trafiksikkerheden øges.
Men sikres banen ikke en højere hastighed, lægges barrieren ud, så det bliver en afskæring af Djursland.
At toget kører tomt midt på dagen er en sandhed med visse modifikationer, men det må da indrømmes, at det største passagertal ligger på myldretidspunkterne.
Man kunne selvfølgeig lade disse køre i egen bil og belaste trafikken på Grenåvej yderligere. Ville det være bedre? Ved 20-minutters drift fra Hornslet til Århus i lettog med kortere køretid var det nok muligt, der ville komme flere over i togene.
Moderne tog i letvægts-klassen med timeafgang fra Grenå ville nok også trække flere over i togene midt på dagen.
Det er rigtigt, som nogle skriver, at banen er 126 år gammel og ligger i et "trace", der ikke er hensigtsmæssigt nu, men her ligger den nu engang, og hvem har keret sig om dét før nu.
Der er for så vidt ikke noget at sige til, at den ikke benyttes optimalt, når vedligeholdelsesstandarden på banen igennem mange år har ligget på et meget lavt niveau. Ja, man skulle til tider tro, at det kørende materiel er fra banens oprindelse.
Derfor er det godt, at der ved nærbaneforliget blev sikret Århus-området 125 mill. kr. til nærtrafikken. Her er der brugt 45 mill. kr. til at opgradere Skanderborg-Silkeborg, 8 mill. kr. til at etablere station i Hørning, ligesom der skal etableres station i Viby. Alt dette er godt, når pendlerne sydfra skal til og fra Århus, men glem ikke, at der kommer mange pendlere fra Djursland til Århus. Hér skal der gerne i nær fremtid ske samdrift mellem Grenåbanen og Odderbanen, og hér skulle anskaffes seks nye nærbanetog i letvægtsklassen, så en mere rationel drift kunne etableres.
Nogle har plæderet for, at toget kunne køre som en form for sporvogn forbi Risskov, så sikkerhedsforanstaltningerne hér ikke behøvede at være så drastiske. Skal dét effektueres, vil der ikke kunne etableres den nødvendige rytme i trafikken med de udpegede krydsningsstationer. Så glem dét!
Så, kære Risskov-borgere, kig lidt ud over jeres egen næse, og få øje på Jyllands næse - Djursland - det kommende bosætningsområde."
Kilde:
rex