En Risskov-borger efterlyser en større åbenhed i forvaltningen, når det handler om planerne for Grenåbanen. Han skriver:
”»En bane bare til besvær.«
Sådan starter projektchef Martin Munk Hansen (MMH), Trafikstyrelsen sit læserbrev og henviser til et notat, som overordnet og teoretisk skitsere Trafikstyrelsens plan for Grenå-banen (wwwTtrafikstyrelsen.dk).
MMH anfører, at debatten er løbet af sporet, og at vi borgere mener, at Grenå-banen er til besvær. Det er nu min opfattelse, at borgerne i Risskov og Djursland og Århus er gået ind i projektet/problemstillingen og har stillet mange konstruktive/kritiske spørgsmål, som Trafikstyrelsen ikke synes at være forberedt på at kunne besvare. MMH udfordrer i sit læserbrev vores regnekundskaber og tekniske indsigt. Jeg har da også svært ved at få regnestykket til at gå op. MMH oplyser, at der spares syv min. rejsetid Århus H - Lystrup.
Divergerende tal
Hvordan skal det kunne lade sig gøre, når vi af Banestyrelsen har fået oplyst en tidsgevinst på 75 sek. (uanset tidsforbrug til stop og kør) fra Østbanen til Torsøvej?
Kan de resterende fem - seks min. hentes på strækningen Torsøvej - Lystrup?
Det statistiske passagergrundlag, hvorpå Trafikstyrelsen bygger projektet er oplyst til 800.000 personer om året.
Jeg kan som dagligt øjenvidne ikke nå at tælle passagerne i forbifarten, men jeg har svært ved at tro, at det kan blive til så mange passagerer.
Dokumentation savnes
Trafikstyrelsen bygger sikkert tallene på solid statistiske materiale, men måske er der noget galt med forudsætningerne for beregningerne. Det kan vi jo af gode grunde ikke vide.
Men bortset fra det tekniske mangler jeg i den grad dokumentation over og indsigt i den forudgående beslutningsproces: Fra den overordnede politiske beslutning til det foreslåede projekt med bl.a. forslag om at hæve hastigheden og afskære de bynære områder for adgang til strand og skov. Hvor er der sket en afsporing?
Hvem bestemmer
Hvem har taget beslutningen om, at pengene lige præcis skal bruges på denne strækning?
Jeg føler mig overbevist om, at ingen politiker eller beslutningsdygtig person har været bevidst om de konsekvenser, bevillingen har medført for Århus by generelt og Risskov specifikt.
Afklaring
Lad os få afklaret den beslutningsproces fra finansbevilling til det foreliggende projekt og finde frem til de ansvarlige og få dem i tale.
Jeg mangler desuden afklaring om flg.:
Kan Trafikstyrelsen oplyse om hvordan de berørte kommuner, ikke mindst Århus Kommune, er blevet involveret. Indgår projektet i en helhedsplan for Århus og omegn, herunder forslag om sporvognstrafik?
Ville en VVM undersøgelse på projekt Grenå - Århus nærbane ikke være påkrævet? Det drejers trods alt om højhastighedstrafik i bynære områder.
(Det er blevet krævet for projekt Århus Sydhavn, jvf. debatoplæg: Omlægning af jernbanesporet til syd- og østhavnen i Århus, www.Trafikstyrelsen.dk).
Er det rigtigt at de i projektet omtalte "nye" tog er "brugte" tog, overtaget fra Odense-Svendborgsbanen?
Omfatter projektet "kun" strækningen Århus - Ryomgård? Er der ikke afsat penge til den resterende strækning til Grenaa?
Hvor bliver det helt centrale projekt, nemlig overskæringen ved Grenåvej, af? Er den niveaufri overskæring til 35-40 mio. kr. med i budgettet?
MMH tydeliggør med sit indlæg, at det kan blive overordentligt svært at påvirke Trafikstyrelsens planer. Er borgerne og deres repræsentanter, herunder grundejerforeningerne, klar over den situation?
Er der arbejde i gang med at afklare og påvirke beslutningen på andre fronter og niveau?”
Skrevet af Paul Erik Bidinger, Stationsgade 10, Risskov, i Jyllands Posten d. 25. november
Kilde:
rex