Ligeså stille bliver lønningerne udhulede på de områder, der har med omsorg og socialt arbejde. Det mener følgende brevskriver er ved at true vores hårdt tilkæmpede velfærd:
I mange år taltes der om store lønforskelle mellem mænd og kvinder. Endda når man havde samme arbejdsfunktioner. Efter længere tids politiske og fagpolitiske bestræbelser vedtog Folketinget i 1976 ligelønsloven.
Det var forventet, at der ville blive tale om en proces, der ville tage nogen tid. Hvor længe? Forleden havde loven 30 år bag sig. HK kunne med støtte i en analyse af 75.000 medlemmers frivillige indberetninger meddele, at der er et stykke igen. Dog, kvindernes løn nærmer sig mændenes med en vis hast. Hvis takten holder, skulle ligelønnen være nået i 2026.
En anden side af ligelønnen tales der ikke så meget om. Jeg tænker her på de ansatte i de arbejdsområder, der fortrinsvis beskæftiger kvinder. Disse arbejdsområder er gjort til lavtlønsområder.
Både når man har længere uddannelse, og når man først og fremmest har fået uddannelsen på jobbet.
Det er uheldigt - og urimeligt. Nu kunne man mene, at det må de faglige organisationer tage sig af, men så enkelt er det ikke. En betragtelig del af lønfastsættelsen på det store arbejdsmarked er jo afhængig af, hvad der er til fordeling ved overenskomsterne. I andre dele af erhvervslivet er der plads til større smidighed. Det er ikke så ringe for dem, der har deres udkomme dér.
Den lave løn sikrer ikke medarbejdere med forskellige personlige forudsætninger til f.eks. pleje og omsorg, hvad der er behov for i et samfund, hvor brugerne har forskellige forventninger til indsatsen afhængig af egen baggrund.
Jeg finder det vigtigt, at arbejdet i det pædagogiske område og i pleje og omsorg kan ydes inden for den ramme, fællesskabet kan stille til rådighed. Det vil være et tilbageskridt, hvis nogle af brugerne i fremtiden vil vælge/kræve egne foranstaltninger: Finde behov for privatisering. Der tales en del om kvalitet i arbejdet med mennesker. I hvert fald i perioder. Problemer synliggøres, men det giver ikke de fornødne forandringer. Pressen og politikerne bliver hurtigt optaget af noget andet. Det er betænkeligt, at rammerne for det daglige arbejde ikke forbedres, hvis man ønsker kontinuitet i medarbejdernes ansættelse og hermed mulighed for at udvikle og opsamle erfaringer.
I disse år er der mange, der opgiver at virke i arbejdet med pleje og omsorg. Der er mange korte ansættelser. Det er betænkeligt, hvis de ansvarlige lukker øjnene og håber, at det går. Det gør det endnu. Ikke mindst på grund af medarbejdernes gode vilje og engagement får man ofte mere, end der betales for.
Det er vigtigt at skabe respekt om denne side af socialt arbejde. Det måles bl.a. ved, at løn- og arbejdsår i dette store arbejdsområde for kvinder er gode. Rekrutteringen fremover kan formentlig godt sikres - vil de ansvarlige dét?
Kilde: Skrevet af Preben Jensen,
rex