Man kunne næsten fristes til at kalde det følgende indlæg for ”Vagn Larsens Åbenbaringer”. Med afsæt i Muhammed-krisen langer han nemlig kraftigt ud efter både denne og hin i følgende humoristiske spådom:
”Storm P., den danske poet og tegner, sagde engang: Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden”. Og dog prøver jeg.
1) Ved næste folketingsvalg ryger Enhedslisten og SF måske helt ud af Folketinget. Vælgerne vil aldrig tilgive dem, at de prøvede at slå partipolitisk mønt i en krisetid for Danmark, og de er jo inderligt overflødige, da ingen af disse partier kan skabe bare én eneste valutaskabende arbejdsplads.
2) Vi vil opleve en strejke, verden aldrig har oplevet magen til. Alle redaktører, journalister og øvrige medarbejdere i hele den frie verden vil kræve den samme pressefrihed, som Jyllands-Posten har.
3) Jeg har ikke set de omstridte tegninger i en avis – kun på TV. Ét eneste blik på dem. Jamen, det er jo ikke Muhammed! Det er da hæslige, forvrængede billeder af danske top-politikere. Så der er nogle islamister, der trænger til nye briller. Her er virkelig store muligheder for kvikke optikere. Så vil de begynde at læse. Dét kunne Muhammed ikke, men han var en meget smuk mand og en dygtig købmand. Det Nye Testamente vil blive oversat til alle muslimske sprog. Det vil blive den mest læste bog i verden, og så vil de følge Muhammed og blive kristne, for dét var han.
Vi – muslimer, jøder og kristne – har et ufatteligt problem. Vi anerkender alle tre Abraham, så har vi også – desværre – den samme gud og det samme paradis. Problemet: ingen vil i paradis, når der er fyldt op med selvmordsbombere o.s.v.”
Kilde: Skrevet af fhv. lærer Vagn Larsen fra Gjerrild i Randers Amtsavis d. 2. marts
rex