Dansk Folkepartis Bent Andersen fortæller i det følgende, hvorfor hans parti og socialdemokraterne i Grenå Byråd har bestemt sig for en svømmehal ved Idrætscentret frem for GD-grunden:
”Svømmehalsprojektet ved Grenå Idrætscenter kan endelig igangsættes. Dette blev vedtaget af et flertal i sammenlægningsudvalget onsdag aften, da udvalget bevilgede de 1 mio. kr. til de forberedende ingeniørundersøgelser m.v.
Sagen har tidligere været forelagt Grenå Byråd. Hér vedtog socialdemokraterne med Dansk Folkepartis stemme som afgørende, at en ny svømmehal i Grenå skulle placeres ved Grenå Idrætscenter og ikke ved GD-grunden, som af andre har været foreslået.
Projektet om placeringen ved Idrætscentret har dén store fordel, at idrætten i Grenå samles i ét område og med Vandrerhjemmet som nærmeste nabo – dét kan simpelt hen ikke gøres bedre og mere fornuftigt.
Spørgsmålet om, hvad man så gør med den gamle svømmehal, når den nye står klar, er en helt anden sag, men med lidt kreativ tankegang kan meget sættes i gang i området ved Søndre Skole.
At Venstre pludselig under udvalgsmødet stod som et parti, der var imod en ny svømmehal, var en lidt unfair handling udført af den socialdemokratiske politiske ræv Erik Hoberg, der øjnede chancen for at se Venstre stemme imod noget, de faktisk er for, nemlig en ny svømmehal, men på andre betingelser end dét, flertallet vedtog.
Men som sagt og skrevet, lad nu arbejdet gå i gang, og jeg er sikker på, alle på sigt vil blive stolte og glade for et samlet idrætsprojekt, der vil få området ved Ringvejen, fodboldbanerne i plantagen og helt op til tennisbanerne ved Århusvej til at myldre med glad og frisk ungdom.”
Kilde: Skrevet af sammenlægningsudvalgsmedlem i Norddjurs, Bent Andersen (DF) fra Grenå, i Randers Amtsavis d. 2. februar
rex