Nedenstående indlæg handler om amternes mulige nedlæggelse, og i dén anledning skriver Louis Rolander:
”Det er unægtelig en spændende tid, vi lever i, hér mens debatten om amternes og kommunernes fremtid drøftes for mere eller mindre lukkede døre i Strukturkommissionen, og regeringen står overfor at skulle finde en størrelse sko, der socialpolitisk passer.
Hvor store eller hvor små skal kommunerne være? Skal det være med eller uden amter? Hvilke opgaver skal de nye kommuner og eventuelle regioner løse? Spørgsmål er der nok af.
Jeg har været med i politik i mange år. Først som formand for Århus Amts socialudvalg og i de seneste valgperioder for Århus Amts psykiatri- og handicapudvalg – og ingen tvivl om, at mit hjerte banker for det sociale område – for de svageste i vores samfund. Blandt disse er gruppen af mennesker med et psykisk eller fysisk handicap.
Derfor er jeg også bekymret over Kommunernes Landsforenings udspil om, at man gerne overtager hele det sociale område. Jeg er bange for, at en strukturreform uden amter får som konsekvens, at de handicappede kommer i klemme. Det er min faste overbevisning, at faglig udvikling og økonomisk bæredygtighed kræver en vis størrelse.
Da amterne tog over efter Særforsorgens udlægning i 1980, var der ikke noget at råbe hurra for. Det er også et godt argument for, at vi ikke skal ønske os tilbage til tiden med statsdrevne institutioner.
Dengang boede de udviklingshæmmede på store institutioner med flersengsstuer, og der var stort set ingen muligheder for bare en smule privatliv. Beboerne levede i en lukket verden uden særlig megen kontakt med det omliggende samfund. Næsten alle aktiviteter foregik på institutionen. Ja, man kunne stort set leve hele sit liv uden at komme uden for dén institution, man nu én gang boede på.
I dag har vi masser af mindre botilbud og bofællesskaber, hvor de fysiske rammer er hjemlige og hyggelige, og hvor beboerne har deres eget værelse og dermed mulighed for privatliv. Der er et righoldigt udbud af aktivitets-, fritids- og undervisningstilbud. Der arrangeres f.eks. festivaler – hvem kender ikke Sølund Festivalen i Skanderborg, hvor hele området omkring Sølund hver sommer fyldes med glade og feststemte mennesker, og hvor området summer af livsglæde. På de enkelte botilbud og aktivitetscentre er der cafétilbud, der arrangeres ferieture, der males, der spilles musik i beboerbands, og der arrangeres fester o.m.m.
De enkelte botilbud er i dag også i høj grad specialiserede i forhold til bestemte grupper af beboere – det kan være voksne med DAMP eller voksne autister. Det er blevet muligt, fordi der har været en stor faglig udvikling på området, og fordi vi er blevet meget klogere og dygtigere til at forstå mennesker med et psykisk handicap.
Min pointe er, at der skal enheder af en vis størrelse til at løfte disse opgaver og til at skabe fornyelse og faglig og kvalitetsmæssig udvikling. Der skal også enheder af en vis størrelse til for at tiltrække fagligt velkvalificerede medarbejdere, der er i stand til at inspirere hinanden og beboerne i løsningen af svære opgaver.
Det er min klare opfattelse, at kommuner selv af en størrelse på 50.000 indbyggere ikke er tilstrækkeligt store til at sikre den nødvendige fornyelse.
Min bekymring er, at nogen med regeringen i spidsen er på vej til at investere i alt for små sko.
Mit råd er: Lad være med dét – små sko klemmer!”
Skrevet af den socialdemokratiske formand for Århus Amts psykiatri- og handicapudvalg, Louis Rolander, i Randers Amtsavis mandag d. 24. november
Kilde:
rex
05/05 2023
