En socialdemokrat fra det amtslige udvalg for teknik og miljø mener, det er en misforståelse, sådan som det har været beskrevet i pressen, at amtet nærmest skulle modarbejde de nye biogas-anlæg rundt omkring. Det afkræfter han i det følgende. Man er tværtimod helt med på at samarbejde omkring disse anlæg:
”Landmænd på Djursland og i Kronjylland Fjord fortjener et klap på skulderen for deres arbejde med at etablere biogas-anlæg.
Perspektiverne tegner særdeles positive både for landbruget, miljøet og naturen og de nærmeste omgivelser på en række felter.”
Sådan skrev jeg i en lille brochure, som blev delt ud til 400-500 besøgende på den store landbrugsmesse på Gl. Estrup i sommeren 2005. Og den positive holdning gælder stadig i forhold til biogas og de mange spændende muligheder, som ligger og venter – efter min mening.
Derfor har jeg arbejdet for, at vi i Århus Amt sammen med landbruget kigger nærmere på en række miljøpolitiske forhold af betydning for biogas-anlæg og brugerne. Målet er at få lavet en model, der gør det mere enkelt at håndtere for landbruget, anlæggene og myndighederne.
Bureaukratiske regler skal ikke stå i vejen for, at vi henter værdifulde resultater.
Derfor undrede det mig voldsomt, at fem eksisterende og kommende biogas-anlæg forleden fandt anledning til at melde, at de er gået sammen på grund af utilfredshed med amtets behandling af anlæggene.
Påstanden er, at praksis er anderledes og skrappere i Århus Amt end andre steder, så fremskridt på området bliver blokeret. Gruppen vil blandt andet have reduceret et omfattende arbejde hos myndighederne, ”der truer med at hindre etablering og udvikling af biogas-anlæg”.
Bånlev Biogas i Spørring, Djursland Bioenergi, Kronjysk Biogasselskab og Green-Farm Energy i Over Løjstrup har oven i købet hentet forstærkning til aktionen hos Thorsø Miljø- og Biogasanlæg, der ligger i Viborg Amt. Den fortæller efter min vurdering, at den meget hårde kritik er skudt et godt stykke over målet.
Efter en foreløbig vurdering har Djurs Bioenergi fået besked om, at et planlagt anlæg ved Grenå kan medføre en væsentlig øget påvirkning af miljøet på grund af blandt andet placering, trafik, lugt og belastning med næringsstoffer af højt målsat natur- og havområder. Udvidelsen ventes derfor at være VVM-pligtig.
Grenå Kommune ser nu på mulighederne for en ændret placering af anlægget i et område for virksomheder med særlige krav til beliggenheden. D. 1. marts holder Djurs Bioenergi, Grenå Kommune og amtet møde om sagen.
Bånlev Biogas har søgt flere gange om at inddrage arealer til udbringning af afgasset biomasse fra anlægget i Spørring. Allerede i august sidste år mødtes repræsentanter for selskabet og amtet til et teknikermøde, og siden har der været dialog med firmaet om at få fastlagt rammerne for det eksisterende biogas-anlæg med tilhørende arealer til udbringning.
Først fra marts 2004 er Bånlev blevet omfattet af den såkaldte samlebekendtgørelse som resultat af en afgørelse i Naturklagenævnet. Herefter er det nødvendigt at kende udgangspunktet, når ændringer efter denne dato skal screenes. Derfor har amtet måttet meddele, at inddragelse af et areal til udbringning på en konkret ejendom vurderes til at være VVM-pligtigt. Siden har amtet præsenteret et forslag på baggrund af de hidtidige drøftelser.
I efteråret fik Green-Farm Energy at vide, at et planlagt nybyggeri og ændringer af de bestående ikke udløser VVM-pligt. Fordi det ikke medfører en udvidelse eller øget påvirkning af miljøet. Til gengæld skal en udvidelse af hele anlægget screenes, og herom er der løbende kontakt mellem virksomheden og amtet.
I begyndelsen af 2005 holdt repræsentanter for amtet og Kronjysk Biogasselskab et møde på teknikerplan om etablering af et biogas-anlæg ved Vinstrup. Siden har amtet hverken modtaget en ansøgning eller hørt nyt fra selskabet, men aviserne har fortalt, at placeringen ved Vinstrup er opgivet på grund af voldsom lokal modstand, og at der nu tænkes på en ny placering.
Ved Overgård Gods er det planen at genopbygge dét biogas-anlæg, som brændte for knap et år siden. Det er aftalt, at et rådgivende ingeniørfirma i første omgang sender en beskrivelse af projektet til amtet for at få vurderet om, hvorvidt ændringerne ved genopbygningen er omfattet af samlebekendtgørelsen.
Det er godt, at gruppen af biogas-selskaber også ønsker ”en konstruktiv dialog med landbrugets repræsentanter, lokale og centrale politikere samt embedsmænd for at forsøge at skabe en større forståelse for de mange fordele, som et miljøanlæg har for samfundet”. Vi er klar til dialogen og venter bare på datoen for det første møde.”
Kilde: Skrevet af teknik- og miljøudvalgsmedlem i Århus Amt, Kaj Møldrup Christensen (S), i Randers Amtsavis d. 25. januar
rex