Nogle danske præster og intellektuelle har på det seneste taget bladet fra munden og i skarpe toner kritiseret dét, de betegner som en ukristelig dansk flygtningepolitik. Én af præsterne skriver f.eks. følgende:
For nogle år siden stod jeg skoleret og måtte argumentere kraftigt for præstens ret og pligt til at prædike om kristen-menneskets ansvar overfor Gud som skaber. Det var, da Mariager Fjord ved vores egen ubetænksomhed og hensynsløshed i stedet for Danmarks smukkeste fjord på mindre end et døgn blev en stinkende svovlpøl.
Et af de tungeste argumenter dengang fra kritikerne mod præstens ret og pligt til at ytre sig frit var, at Mariager Fjord ikke er nævnt i Bibelen, og præsten skal holde sig til Bibelen - det er nu præsters opgave, sagde man.
Det selvsamme sælsomme argument anvendes nu i lidt ændret skikkelse overfor præsters ret til og pligt til at prædike barmhjertighed overfor fattige og flygtninge og fremmede og mennesker truet på helbred og familie. Præsterne skal passe deres arbejde og ikke blande sig i politik, sagde Venstres integrationsordfører Irene Simonsen i et radiointerview for et par dage siden.
Hvornår er det blevet nødvendigt at argumentere for præstens ret og pligt til at prædike om barmhjertighed - og ikke mindst barmhjertighed mod fremmede og flygtninge og fattige. Er det ikke netop præstens arbejde? Det er dog besynderligt, at kristensind i et gammelkristent land ved ubetænksomhed og hensynsløshed kan bundvende så hurtigt som fjorden, så præster skal argumentere for at få lov til at prædike om barmhjertighed til syge, sultne, fangne, fattige, flygtende, fremmede. Det står dog nævnt i vores bibel 185 gange, dette med barmhjertighed. Så her skulle kritikerens mund være lukket med syv segl, hvad angår bibel-argumentationen.
Lad os da i denne juletid tilføre lidt ilt, så skaberværket igen kan ånde frit, og så præster vover at tale frit om barmhjertighed i trods mod det Krarupske kvælstof. Det kan ikke være rigtigt, at alle gode gammelkristne har kvalt alt kristensind i angst for at sætte lidt velfærd i spil. Hver gang, vi lukker døren og hjertet for et menneske, der har brug for vor barmhjertighed, er det jo Herren selv, vi lukker for. "Og vi anede ikke, at det var ham," siger vi til sin tid.
Det er jo ikke bare det, vi i vores ubetænksomhed og hensynsløshed gør ved dem, der får os til at svømme rundt i svovlpølen midt i velfærdsjulen, men det er, hvad det, vi gør eller undlader at gøre, gør os selv til.
Irene Simonsens vrede over præste-initiativet til forsvar for fattige og syge flygtninge passer forbløffende godt til statsministerens snak om privatkristendom i talen til vennerne på landsmødet. "Jeg laver ikke politik med udgangspunkt i, at jeg er kristen" - siger Irene Simonsen. Det minder forfærdende meget om H. C. Andersens fortælling om Store Claus og Lille Claus. Store Claus går med Lille Claus i en sæk på ryggen for at gå ned og drukne ham. Han går forbi en kirke på vej ned mod åen og hører salmesang og siger så: "Jeg tror lige, jeg går ind og synger en salme først." Og når han så kommer ud igen efter salmen og julegudstjenesten, tager han sækken på nakken igen. H. C. Andersen rammer frygtelig tæt ind i privatkristendommen, der ikke bliver udgangspunkt for vore handlinger med medmennesket, vores politik. Politeia betyder jo blot forholdet mellem mennesker.
Kristendom er ikke blot privat snak om næstekærlighed. Kristendom er barmhjertighed ikke blot i ord. Barmhjertighed skal der ikke argumenteres for i et gammelkristent land midt i en juletid.”
Kilde: Skrevet af Knud Erik Lægsgaard, Sognepræst, Fuglsangsgade 3, Mariager, i Randers Amtsavis d. 17. december
rex
05/05 2023
