Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-12-2002
Snefnug stopper trådløst netværk (2)

Vi havde lovet læserne at gøre bredbåndsartiklen færdig i går, men sådan kan det altså gå, når nyhederne hober sig op. Her er den så:

»Et trådløst netværk er godt til hjemmet, fordi det er et afgrænset område. Det kan også bruges i lufthavne og hoteller og andre steder, man afdækker et begrænset område, men det er svært at få til at fungerer i det fri. Også fordi man kun kan bevæge sig med en to-tre kilometer i timen, mens man bruger det. Ellers sætter det ud«, siger Lars Dittmann til Politiken.
Det udsagn sætter jo i høj grad tvivl om den vision, DjurslandS.net lige nu er ved at føre ud i livet. Hvad siger du til det?

Bjarke Nielsen: "Lars Dittmanns påstand om, at man kun skulle kunne bevæge sig med to-tre kilometer i timen, mens man bruger trådløst net, og at trådløst net sætter ud ved højere fart, tror jeg ikke på. Jeg tror derimod, at Lars Dittmann af en eller anden grund har en anden dagsorden end fremme af trådløse net.
Begge opfattelser bygger jeg på, at jeg for mere end et år siden fandt sider på nettet, hvor flere amerikanske selskaber både sælger udstyr til biler til trådløs Internetadgang og også den nødvendige trådløse Internet-tjeneste, som folk får brug til grejet. I deres salgsargumenter medtog de, at tjenesten virker med fuld båndbredde op til omkring 100 km i timen, og at båndbredden først derover begynder at gå ned."

Politiken-artiklen fremhæver den helt nye UMTS-teknologi som værende overlegen i forhold til Wi-Fi (det trådløse), når det handler om at overføre data, mens man er på farten. Hvad siger du til det?

Bjarke Nielsen: "At UMTS-netværk fremhæves frem for den udvikling, der ellers er igang på Wi-Fi området, hvor vi nu går til 54 megabit, må undre, eftersom UMTS max. kan sende med 2 megabit og i praksis endnu ikke er løbet fra ISDN´s 64 kilobit. Til gengæld er der mange, der håber, at de skal tjene kassen på UMTS-tjenester. At UMTS vil føles langsomt i forhold til de faste internetforbindelser, siger sig selv, selvom de endnu ikke i praksis kommer over 2 megabit for almindelige mennesker.
Man skal være opmærksom på at sammenligne det sammenlignelige. Det er rigtigt, at trådbaseret netværk har passeret gigabit, men kun som lokalnet eller som vanvittigt dyrt transportnet, der ikke er for den enkelte. Men udviklingen af trådløse net har da også allerede passeret gigabit pr. sekund og følger godt med de hastigheder, der måles på faste net. At bilde andre ind, at der er kendte øvre grænser, er helt useriøst. Se blot på den tekniske udvikling i løbet at de sidste 200 år. I lighed med vore tip-tip-tip oldeforældre ved vi kun ubetydeligt lidt om, hvad der venter i fremtiden."

Det påstås endvidere, at de frekvenser, som trådløse netværk sender på, ligger og kæmper om pladsen med babyalarmer og microbølgeovne, og at dette giver forstyrrelser. Er det rigtigt?

Bjarke Nielsen: "Påstanden fra IT- og Telestyrelsen om problemer med Wi-Fi grej fra microbølgeovne fik os til at sætte et trådløst netværk op i Bøvl-værkstedet. Først testede vi båndbredde under normale forhold. Så satte vi værkstedets mikrobølgeovn til at lave popkorn. Men det påvirkede ikke båndbredden. Derpå flyttede vi den ene bærbare PC med trådløs netkontakt i brug helt hen i berøring med microbølgeovnen. Det havde ingen betydning. Men det er da smart at gøre sig teoretisk klog på . . ."

Her på redaktionen er vi således blev mindet om den gamle sandhed om, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i avisen. Men vi synes jo nok, en avis som Politiken burde holde sig for god til at sprede letkøbte "sandheder" pakket ind som ekspertviden, for et folkeligt projekt som DjurslandS.net er meget sårbart over for den slags.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002