Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-12-2002
Borgmesteren ønsker Glædelig Jul

Som en speciel service til de, der ikke lige fik læst kommunens nyhedsbrev, bringer vi i dag borgmester Jens P. Jellesens julehilsen til borgerne i Nørre Djurs.
Læs borgmesterhilsen hér!

mester.jpg (76038 bytes)

"En jule- og nytårshilsen
Så er år 2002 næsten gået, og julen står for døren. Året har på mange måder været et begivenhedsrigt år, udviklingen - ja, nogle vil kalde det afviklingen - er gået stærkt. Nogle af de emner, der har fyldt meget er:

Grenaa Centralsygehus.
Sygehuset er jo Amtets sygehus og dermed også vores, altså borgernes i Nørre Djurs. Selvom det er Amtets og ligger i Grenaa, har det optaget sindene meget i vores kommune. Ingen forestillede sig, at man kunne finde på at neddrosle sygehuset i den grad, som tilfældet er.
Mange har ydet en stor indsats i argumentationen for at bevare Grenaa Centralsygehus, tak for det!
Folks bekymring er forståelig, usikkerheden for, hvordan man nu skal forholde sig, når sygdom melder sig med evt. indlæggelse til følge, er stor.
Det er den ene side af sagen, den anden er, at mange nu må forlade en arbejdsplads, som helt og fuldt har fyldt deres arbejdsliv. Det rammer hårdt. I Nørre Djurs har vi over 80 personer, som er ansat på Grenaa Centralsygehus.
Det indgåede forlig i Amtsrådet er - set fra Djursland - ikke tilfredsstillende.

Budget og penge.
Økonomien er stram i langt de fleste af landets kommuner. I særlig grad er økonomien i Nørre Djurs Kommune meget stram. Det har været en vanskelig og stor opgave at få udarbejdet et budget for det kommende år. I forhold til et ordinært budget, som man blot fremskriver med en procentsats, har vi måtte foretage en betydelig reduktion i budgetrammen. Dette - sammenholdt med ekstraordinære besparelser i indeværende år - har gjort hele øvelsen meget vanskelig.
Et stort administrativt forarbejde - sammen med en handlekraftig kommunalbestyrelse - har gjort det muligt at tilvejebringe et budget, som dels lever op til de krav, som Indenrigsministeriet har opstillet for os, og som samtidig lever op til kommunalbestyrelsens forventninger til, at vi inden for en overskuelig tid får rettet op på kommunens svage økonomiske fundament.

Op imod 80 spareemner var til behandling, og ca. 60 spareblokke blev der gjort brug af. Der er udført et grundigt arbejde, og der er ikke tvivl om, at man på mange områder i dagligdagen vil mærke, at der er sket besparelser.
Spareblokkene er selvfølgelig modtaget med en del skepsis og utilfredshed, men holdningen er, at man kan leve med at skulle spare, og at dagligdagen stadig vil kunne hænge sammen.

Kommunestruktur.
Den kommende tid kan let gå hen og blive mindst lige så turbulent, som året der gik. Regeringen har nedsat en kommission, som blandt andet skal se på kommunestrukturen i Danmark.
· Har vi et passende antal kommuner eller er der for mange?
· Kan de små kommuner løfte kommende års opgaver?
· Er Amterne et overflødigt led i den nuværende tre lagede struktur?
Det er nogle af de spørgsmål, som vi kommer til at diskutere og sikket også skal tage stilling til inden for denne her valgperiode.
Med andre ord, hvad skal der ske med Nørre Djurs Kommune.
· Er vores kommune slettet af landkortet om 4 år?
· Har vi én stor kommune på Djursland?
· Eller har vi 2, 3 eller 4 kommuner på Djursland?

Måske sker der slet ikke nogen sammenlægning. I stedet udvikles der måske samarbejder på mange områder imellem de nuværende kommuner.
Jeg ved det ikke, men der er lagt op til en åben og fordomsfri debat i de kommende par år. Faktuelle afklaringer må finde sted, og vi skal på bedste måde gøre vores indflydelse gældende, så der opnås optimalt resultat til gavn for såvel fællesskabet som borgerne i Nørre Djurs.

På vegne af Nørre Djurs Kommune vil jeg gerne ønske jer alle

En rigtig glædelig jul samt et godt nytår!"



Jens P. Jellesen
Borgmester

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002