Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-12-2002
Djursland på vers

Der er virkelig gang i de lokale bogudgivelser for tiden, og i dag vil vi præsentere læserne for en bog, skrevet af en tidligere Gjerrild-borger, Stig Holsting. Da bogen samtidig udgives af et næsten-nørre-djursk forlag, er det endnu en god grund til at omtale bogen.

Holstingforside.jpg (28559 bytes)

Stig Holsting digter, tegner og fortæller i ny bog om Djursland.
Få har som maleren og forfatteren Stig Holsting ladet sig inspirere og fordybet sig i Djurslands historie, kultur og natur. Igennem årene har
Holsting tegnet og fortalt om historie, begivenheder og lokaliteter på denne egn, og i sin nyeste bog, "Djursland på vers", viser han, at han også mestrer en tredie kunstnerisk disciplin: digtningen.
I de senere år har Stig Holsting mere og mere udfoldet sig som digter, og flere digtsamlinger fra hans hånd er blevet udgivet. I sin nye bog har han samlet en række digte, som alle kan forbindes med stemninger og oplevelser på Djursland. Det kan være historiske temaer, inspirationer fra kirke og kirkeliv, oplevelser omkring landskaber og lokaliteter
eller personer, som har raget op på en måde, der huskes - men alle har det til fælles, at de har vakt digterens poetiske nerve.

Stig Holsting kom til Djursland for 30 år siden fra København og lod sig fascinere af denne egn. Han har boet både på Mols, i Nøruplund ved Tirstrup, i Gjerrild og det sidste år i Grenaa. Altid har han været opsøgende og undersøgende og nysgerrig efter at finde stemninger og sammenhæng, som han kunne bearbejde kunstnerisk. Og i denne hans nyeste bog fra Djursland udfolder han alle sine tre talenter på én gang: tegningen, fortællingen og digtningen. Hvert digt får en kulturhistorisk indføring og illustreres af tegninger af kendte og ukendte steder på Djursland.
Det seneste år har Stig Holsting boet i Grenå, og han tilegner sin bog til denne by med en skillingsvise om Søren Kanne, som en afskedsgave til Grenå, nu hvor han er flyttet tilbage til København. Men både bogens titel og dens indhold viser, at hans inspiration i langt højere grad ligger ude på landet på Djursland. Mange af Holstings flotte tegninger og de tilhørende digte handler om Nørre Djurs-lokaliteter, og nedenfor bringer vi et eksempel herpå som illustration af bogens opbygning med beskrivelse, tegning og digt.

Som sagt står forlaget Indtryk for udgivelsen af den meget fine bog. Det drives af 2 mennesker, hvoraf den ene, Stefan Detreköy, bor på Keramikgården ved Ramten, mens den anden, Martin Schultz, bor på den anden side af kommunegrænsen ved Nimtofte.
Djursland på vers koster 128 kr.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002