Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 18-12-2002
Læserbrev: Er patienterne et forstyrrende element?

Bølgerne har ikke helt lagt sig efter amtsrådets beslutning om sygehuslukninger. For eksempel har Grenå Bladet et indlæg fra det lokale amtsrådsmedlem for Venstre, Lotte Hornemann, der fortæller om sin kamp for at få sine politikerkolleger til at føre en ordentlig dialog med støttegruppen til bevarelse af sygehuset. Hun skriver:

"Ved amtsrådsmødet d. 3. december 2002, hvor spareplanen for 2004 blev behandlet, opfordrede jeg Sundhedsudvalget og dertil knyttet embedsværk til hurtigst muligt at kontakte personalegrupper, projektgruppe og andre engagerede personer i Grenå (gælder sikkert også Samsø og Odder) for at samarbejde om en bæredygtig og fremtidssikret aktivitet omkring Grenå Sygehus.
Straks fik jeg en belæring af den radikale Gunhild Husum om, at det eneste sikre er, at amtet ikke kan fremtidssikre noget som helst!!! Dette sidste har pressen refereret vidt og bredt og sågar skrevet dybsindige ledere om.
Nej, selvfølgelig véd jeg, at amtet ikke kan fremtidssikre noget som helst, specielt da vi netop er i færd med at ændre den "gode robuste" Sundhedsplan 2001 til en ukendelig ny sundhedsplan. Men Sundhedsudvalget m.fl. bør da gå positivt ind i opgaven og tro på dét, der er blevet sagt i høringsfasen: ambulant behandling på daghospital vil vinde frem og løse flere behandlingsopgaver!
Derfor må jeg opfatte det daghospital, som etableres i Grenå og Odder, som "fremtidens sygehuse"!
Vil det være for meget forlangt, at Sundhedsudvalget viste interesse for opgaven ved at drage nytte af de aktive grupper, der gerne vil bidrage til at skabe "det nye Grenå Sygehus" med dertil knyttede opgaver fra lokalområdet? Måske er kreativiteten blevet skærpet, så der kan dukke nye samarbejdsrelationer op.
Det er oprigtig talt demotiverende at lytte til melodien "Amtet kan ikke fremtidssikre noget som helst". Budskabet er forstået på Djursland, men derfor kan man da forsøge at få noget godt ud af et dårligt budskab.
Næste gang, der skal spares, kan man passende se på, hvad der bliver af alle de penge, der går til universitetshospitaler og centralsygehuse. En del af det nyligt indgåede forlig går bl.a. ud på, at arbejdsgange og arbejdstilrettelæggelse skal undersøges på to forskellige sygehusafdelinger. Det kan blive interessant læsning.
Sådan helt á propos fik jeg interessant læsning ind ad døren forleden dag, nemlig "Sundheds-Videnskabelig Forskning i Århus 2001", en tryksag på 212 sider A4-format. Heri kan man samle viden om den forskning, der finder sted ved Århus Universitetshospital. Jeg har opgivet at tælle hvor mange læger, der er bundet til denne forskning. Min konklusion er, at beretningen om lægemangel vel snarere er et spørgsmål, om lægerne er placerede i de rigtige opgaver. Selvfølgelig skal der forskes, men man bør politisk forholde sig til omfanget, inden læge- og pengemangel lukker de næste sygehuse. Det skulle nødigt komme dertil, at "patienterne forstyrrer lægerne alt for meget!"

Skrevet af Venstre-amtsrådsmedlem, Lotte Hornemann fra Grenå, i Grenå Bladet d. 17. december

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002