Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 16-12-02
Kæmpeoplevelse for håndboldbørn

Som vi fortalte i sidste uge, var en snes børn fra Nørre Djurs Håndbold Klub inviteret til pressemøde med kvindehåndboldlandsholdet forleden. Mens hele Danmark i går holdt vejret i spændt forventning før den spændende finale, sendte TV2 så mødet, hvor børnene var indbudt til at være med.

Lokalavisen fortæller, at det hele startede med, at en håndboldpige fra Glesborg spurgte sine forældre, hvorfor det kun er de voksnes håndbold, der bliver vist i fjernsynet. Laura Bakmands forældre blev hende svar skyldig, men de foreslog hende at skrive til fjernsynet og spørge, og sådan gik det til, at brevet fra Nørre Djurs endte på Bubbers bord. Han stod netop for at skulle arrangere et pressemøde for børn med kvindelandsholdet, og intet var derfor mere nærliggende, end at invitere Lauras hold med i studiet.

Her fik de lejlighed til at møde 3 af spillerne, målvogter Karin Mortensen, Line Daugaard og Christine Roslyng, og børnene fik nu chancen for at få nogle af deres brændende håndboldspørgsmål besvaret. Udover de mere almindelige spørgsmål fik børnene boldpigerne til at lette lidt på sløret og fortælle om, hvilke ritualer de bruger før, under og efter en kamp
.
Skønt må det da have været for børnene at få sådan en oplevelse med hjem til Glesborg, og da så landsholdet som bekendt ovenikøbet gjorde rent bord i går og blev europamestre med sejr over Norge i finalen, fik mødet vist endnu en dimension for de glade børn.

Skrevet af Rex
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002