Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-12-2002
Debatoplæg: Banebrud?

 

 

Vi har opdaget, at mange mennesker i vores område mest bruger den lille, tynde Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs som optænding - af gammel vane tror man ikke, der står noget i den. Det er dybt uretfærdigt; for det første tog bladet for nogle måneder siden Nørre Djurs med i dækningsområdet, hvorfra for det meste Ellen K. Hvidt skriver udmærkede ting fra vores område.

For det andet har Flemming Lindeløf Rasmussen startet en ugentlig fællesdjursk debatside under navnet "Med Djursland til fælles", hvor han selv og skiftende læsere tager fat på emner vedr. hele Djurslands fremtid.

Som en service overfor de, der måtte have overset Lokalavisen i denne uge, bringer vi efter aftale med Flemming Lindeløf en vild idé, han lancerer for at få en debat i gang - som han selv siger: ikke gennemtænkt til mindste detalje, men måske mere end én tanke værd:

"Togforbindelsen mellem Århus og Djursland (Ryomgård) har rundet de 125 år. En moden alder, og det værker da også gevaldigt i det gamle banelegeme og knirker i de dyrebare skinneben.

Eller i hvert fald dyre:

Det er ca. tre år siden, at en rapport udarbejdet af Trafikministeriet fastslog, at Grenåbanen er DSB`s suverænt dyreste målt på kilometerpris pr. passager. Regnestykket viste, at en 50-kroners billet (Århus-Grenå) udløste et offentligt tilskud på godt 255 kroner. Omregnet en udgift på 5,66 kr. pr. kilometer pr. passager.

Bag regnestykket gemmer sig bl.a. den kendte historie, som aktuelt frygtes på sygehusområdet: udsultning - ringere standard - færre kunder - højere pris pr. bruger - bedre og bedre argumenter for at "lukke og slukke".

Aktuelt er det sikkerhedsproblemer på strækket gennem storbyen, der har udløst fornyede krav om lukning af banen, men også længere nordpå kendes beretninger om ulykker og svigtende bomme.

Nye, hurtigere togsæt er stillet i udsigt, og sikkerheden kan vel også forbedres. Men vi taler millionbeløb i en størrelsesorden, der giver grund til tøven.

 

Skal der "handles" for at prioritere ressourcer, så må det erkendes, at Djursland som helhed vil være langt bedre hjulpet med en national togforbindelse, der samtidig styrker og fastholder lufthavnen som Østjyllands blivende, end et tyndt belagt regionaltog med et utal af problematiske vejoverskæringer - lige fra Skrald Skov ved Hornslet i sydvest over Djurslands landeveje til diverse gadekryds i Grenå.

Udspillet kunne derfor lyde: Læg i stedet en ny række skinner fra Løgten - mod øst til en ny terminal i lufthavnens sydvestlige hjørne, og mod vest til et udrettet spor mellem Randers og Århus.

Koblet på det nationale tognet er Djurslands lufthavn pludselig et nær(t)liggende tilbud til mere end bare Århus og Østjylland. (At blive bragt "fra dør til dør" sparer mere rejsetid end selv betragteligt højere hastighed på skinne- eller vejnettet.) Og på Djursland vil forbedret bustransport direkte til hurtigtoget fra lufthavnen - og til en station ved "park and ride"-anlægget ved Løgten - være et attraktivt bud på transport til storbyen - til styrke for den ny banes drift samt for erhvervs- og bosætning på Djursland.

Ja, vel er det dyrt. Men alt er relativt: den nuværende struktur - især med alle aspekter indregnet - koster også en formue. Tør man tro på den såkaldte synergi-effekt, så kan pengene ligefrem være godt givet ud. Og så er det især værd at huske, at alternativet til et positivt, visionært udspil om bare få år kan blive et Djursland - som helhed - hvor det sidste tog er kørt, sygehuset lukket og lufthavnen flyttet. Hvor det eneste, der rigtig er gang i, er - fraflytningen."

 

Skrevet af Flemming Lindeløf Rasmussen fra og i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 3. december

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002