Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-12-2002
Læserbrev: Den sorte liste

Socialdemokraten Erik Hoberg fra byrådet i Grenå skrev forleden et indlæg i avisen, hvori han opfordrede folk til at bide godt mærke i, hvem der stemmer for, og hvem der stemmer imod, når sygehusbesparelserne kommer for i Århus Amtsråd - og så efterfølgende stemme derefter. Hertil svarer skolelærer Vagn Larsen fra Gjerrild (da brevet åbenbart har været for langt, har redaktionen på avisen forkortet det):

"I et indlæg om sygehusnedlæggelsen skriver du, Erik Hoberg, at vi burde lave en liste over hvem i amtsrådet, der ville bevare vore sygehuse, som de er, og én for dem, der vil ødelægge dem. Den sidste liste vil jeg kalde den sorte liste.
Det er dig, der skal lave den, Hoberg. Øverst på den sorte er amtsborgmesteren og sygeudvalgsformanden selvskreven, derpå det radikale medlem. Husk partibogstav A, A, R, osv. Jeg vil meget gerne have en kopi. Den skal sendes til alle Folketingets medlemmer. De skal alligevel vedtage en lov om, at ingen sygehuse kan nedlægges eller beskæres, inden sygehuskommissionens betænkning er færdigbehandlet i Folketinget.
I Danmark har vi folkestyre, og folket det er os. De sidste måneder har vi oplevet enevælde. Ligesom folk havde forstand på skat, da de valgte Glistrup i Folketinget med 40 mandater, har de også forstand på værdien af et sygehus indenfor rimelig afstand. Vi samlede let 96.000 underskrifter for at bevare Grenå, Odder og Samsø sygehuse. Advarselslamperne lyser over hele Danmark. Et upolitisk oprør på tværs af partierne. Da vi 20.000 gik protest i Grenå, var mange i København for at protestere. Lars Løkke Rasmussen sagde: "Amtet har penge nok." Han sidder i øjeblikket på en ulmende orkan.
Springer den, bliver både V og S halveret, og det er hverken Anders Fogh eller Nyrups skyld. For han sidder selv med Sorteper.
Mens de små (stor)kommuner, vi har nu, bare var streger på et kort, rasede jeg både i tale og i skrift mod dem, de var alt for små til at løse tidens problemer. Amterne skulle have været afskaffet for 30 år siden ligesom Landstinget. De er skyld i mere end 30 års stagnation. Dengang skulle vi have haft storkommuner. Morgendagens samfund kan slet ikke bære al den slags administration."
Skrevet af Vagn Larsen fra Gjerrild i Randers Amtsavis (fork. af red.) mandag d. 2. december

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002