Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 02-12-2002
Læserbrev: Banen skal forbedres på 4 punkter

Om samme emne som ovenfor har den lokale folketingsmand for SF, Morten Hormann, stillet 4 punkter op for en opdatering af Grenå-banen:

"Det er så sikkert som amen i kirken, at så snart der er problemer med Grenå-banen, foreslår den konservative rådmand i Århus, Poul B. Skou, den nedlagt. Og lige så sikkert er det, at hverken den konservative rådmand eller hans partifælle, trafikministeren, løfter så meget som en finger for at løse problemerne på banen.
Men der er gode muligheder for at forvandle banen til en moderne nærbane i Århus og en effektiv livsnerve til Djursland.
For det første er der brug for omgående at indføre et tidssvarende sikkerhedssystem - f.eks. ATC - på strækningen for at undgå flere ulykker.
For det andet er der behov for en bro over eller tunnel under Grenåvej, så trafikken ikke forstyrres på én af landets mest trafikerede veje med alle de sikkerhedsproblemer, det giver. Begge dele kan gøres for en meget beskeden investering.
For det tredje er der brug for at opgradere strækningen over Djursland, så skinnerne forbedres, og de flere end 100 overskæringer reduceres, så hastigheden kan forøges, og rejsetiden forkortes.
Endelig er der for det fjerde brug for nyt materiel på strækningen, som lever op til nutidens krav. Det kan bruges til at gøre strækningen konkurrencedygtig både til nærbanetrafik i Århus og til fjerntrafik til Grenå.
Men følger man Poul B. Skous anbefalinger, må man samtidig acceptere, at Grenå og resten af Djursland bliver endnu mere marginaliseret i amtet - og man må acceptere, at Århus sander endnu mere til i trafik og luftforurening."
Skrevet af folketingsmand for SF, Morten Homann fra Århus, i Århus Stiftstidende søndag d. 1. december

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002