I går lovede vi læserne en smagsprøve på, hvordan Carl Polds nye bog ”Stednavne, sagn og minder fra Nørre Djurs” er bygget op. Som appetitvækker bringer vi hér afsnittet om den lille by Hedegård mellem Glesborg og Fjellerup:

”Hedegård (”Gården på Hedegård”)
1443: Hedegård
1496: Hedgardh
Udstykket 1794
Antal beboere: 1996 (52)
1998 (53)
2001 (44)

Hvor landsbyen Hedegård nu ligger, har der engang ligget en hovedgård af samme navn. Den blev senere udstykket til en halv snes smågårde, som blev lagt under Meilgård, der er yngre som gods end Hedegård.
Det er tækkemand og gårdejer Johs. Christensen fra Hedegård, der fortæller. Anledningen er en artikel i avisen, der gengiver en beretning fra tidsskriftet Skalk i 1978 nr. 4, hvori man fortæller om et fund i Huldremosen. Liget af en kvinde, der stammer fra jernalderen (ca. år 100). Denne artikel blev fulgt op af en mand i Auning, Hans Koldstrup, der mener noget helt andet (se hans indlæg under Ramten).
Her kommer vi så til Johs. Christensens historie: Hvis Koldstrups historie er rigtig, så er damen i mosen ikke fra Meilgård, men fra Hedegård - der siges at være startet som sørøverborg.
”Men der er forsket alt for lidt vedrørende Hedegård og i stedet i det hele taget. Man har hæftet sig ved køkkenmøddingerne og Meilgård og dens historie, men lige siden vore forfædre for 5-6000 år siden gik fra jægerkultur til bondekultur, har der formodentlig været bebyggelse hér”, mener han.
Johs. Christensens gård var oprindelig smedie på Hedegård, og den hedder stadig Smedestedet. I 1898 byggede man et nyt stuehus. Men det historisk interessante er, at da stuehuset blev bygget, lagde man som trappesten en portsten fra den nedbrudte Hedegård Hovedgård. Det var for at bevare den, men desværre har utallige fodtrin gennem mere end et halvt århundrede slidt det meste af inskriptionen væk. For nogle år siden pillede Johs. Christensen den op og satte den op i porten, så den var reddet. På den ene side kan man se, at der står: ”Med eries......deries bolig”. På den anden side: ”Dette hus opbygget.....efter våde......til både”. Heraf kan man udlede, at Hedegård engang er opbygget efter en skade, formentlig ildsvåde, eller måske efter at være ødelagt under en krig. ”Til både” betyder hér ”til gavn”. Årstal kan ikke sættes på, de er slidt væk.
Videre fortæller J.C., at der forskellige steder i de ældste dele af hans bygninger endnu sidder nogle munkesten, som åbenbart er hentet fra den nedbrudte hovedgård til gavn for smeden, i ældre tider var smeden jo en anset og uundværlig mand i landsbyen.
Lige uden for gården ligger et par damme. Den ene, der nu er uddybet til branddam, har oprindelig været skyllested for Hovedgårdens heste og vogne, når de kom hjem fra marken. Det bevises af, at man fandt en solid brolægning i bunden af den, da den skulle omdannes til branddam. På større gårde var det i ældre tid almindeligt med sådan en skylledam til heste og vogne. Hos naboen Frode Mortensen ligger der under den nuværende gårdsplads store brosten, som fortæller om fornem brolægning fra Hovedgården.
”Vi har dog her på stedet kulturlag, der er langt ældre end disse. Efterhånden som vi har fået mulighed for at pløje dybere, har vi i marken fundet utallige sorte brandpletter, brandgrave eller ildsteder fra jern- eller bronzealderen, så vi lever på ældgammel kulturgrund”, fastslår Johs. Christensen altså i Skalk i 1978.”
Afsnittet om Hedegård fra ”Stednavne, sagn og minder fra Nørre Djurs” af Carl Pold (red.: Lise Bomholt)

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002