Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 26-11-02
Læserbrev: Amputering af Grenå Sygehus

SF`s amtsrådsmedlem, Bente Nielsen, kæmpede til det sidste for at få vedtaget en mere decentral struktur, men til sidst måtte hun erkende de samme økonomiske realiteter som de øvrige og dermed stemme for nedskæringerne.
Det er faldet 3 af hendes partifæller fra lokalafdelingen i Grenå for brystet, og derfor har de skrevet følgende indlæg, hvor de også tydeliggør de problemer, forliget skaber for Djurslands befolkning
:

”Amputeringen af sygehuset i Grenå er borgerlig klassepolitik, anført af en socialdemokratisk amtsborgmester. Amputeringen rammer alle mennesker på Djursland. Vi marginaliseres som aldrig før. Men den rammer også skævt socialt: hvis man ikke er velhavende, ikke har bil, ikke bare kan tage fri fra arbejde (hvis man altså har ét), så bliver man dårligere stillet. Mange får langt til hospitalet. Det er også klassepolitik i forhold til personalet: Århus Amt lader sig styre af speciallægers særinteresser. Og amtet koster rundt med alle de andre ansatte.
De borgerliges skattestop har givet et pres for nedskæringer. Men angrebet på de decentrale sygehuse er også amtsborgmesterens, med støtte af en svag socialdemokratisk amtsrådsgruppe. Flensted har været arrogant over for kritiske spørgsmål fra SF (og fra mange andre) og over for eksisterende planlægning.
SF-Grenå anerkender det kæmpearbejde, SF i amtet med Bente Nielsen i spidsen har gjort for at fastholde de decentrale sygehuse. I dialog med SF lokalt og med andre aktive. Men vi er uforstående over, at SF medvirker i budgetforliget. Hvordan sætter SF en bundgrænse for forringelser og for anstændig sagsbehandling, når SF er med i budgetforliget?
Lokalt må vi kæmpe videre for det amputerede sygehus, mens Randers og andre sygehuse skal udbygges. Med at minimere virkningerne af, at 330 nyttige arbejdspladser fjernes. Opbakningen lokalt for sygehuset har været fantastisk. Det tværpolitiske samarbejde må nu omstilles til et permanent støttearbejde for sygehus, imod amtets centralisme, for udvikling på Djursland.”
Skrevet af KaMa Bech, Kirsten Gersbøll og Mads Nicolajsen på vegne af SF-Grenå i Randers Amtsavis tirsdag d. 26. november

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002