Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-11-02
Spørgsmål til amtsrådet om akutberedskab

Folkene hos Idégruppen Grenaa slikker sårene efter den for Djursland så ufordelagtige sygehusaftale. At tabet af næsten 400 arbejdspladser og massakren på hele vores nære sygdomsnetværk stadig er ubærligt for området også efter d. 3. december, er man enige om. Men der er stadig et par uger til den endelige vedtagelse, så den tid skal efter deres mening bruges på at få rettet de værste skavanker ved selve den skadestue og det beredskab, der er lagt op til.
Derfor forsøger de at få Amtsrådet i tale med følgende brev:


”Kære Carl Johan Rasmussen og Johannes Flensted Jensen
Efter fremlæggelsen af Sundhedsudvalgets endelige forslag, som nu bare venter på den amtspolitiske blåstempling, giver det os anledning til følgende bemærkninger og kommentarer:
Vi kan se, at jeres fremsatte forslag indeholder elementer, der er noget bedre end dem, den først fremsatte plan A indeholdt, og det viser, at I på en måde har forsøgt at komme Djursland lidt i møde, hvilket vi naturligvis ikke er utilfredse med.
Men uanset dette må vi konstatere, at I ikke har lagt tilstrækkelig vægt på det for Djursland så vigtige akutberedskab, som er en betingelse for, at vi kan føle os mere trygge ved at bo i et såkaldt yderområde.
I skrivelsen, som 20/11-2002 blev delt ud på de berørte sygehuse, skriver I om akutberedskabet på Grenaa Centralsygehus:

Døgndækkende skadefunktion bemandet med speciallæger i almen medicin, speciallæger i ortopædkirurgi i tilkald og behandlersygeplejersker - afslutning af mindre behandlingskrævende patienter, herunder mindre skader - vurdering af medicinske patienter, herunder visitation til videre behandling - klargøring af patienter forud for overførsel til andet sygehus.……..

Grenaa Sygehus vil dermed fremover varetage ambulante, planlagte aktiviteter, idet der dog etableres en døgndækkende skadefunktion, der kan imødekomme lokalbefolkningens behov for akut sundhedsfaglig bistand ved mindre skader o.lign.
Den ortopædkirurgiske speciallæge vil kunne behandle mindre ortopædkirurgiske skader, tilse indlagte ortopædkirurgiske patienter samt evt. forberede klargøringen af ortopædkirurgiske patienter med lettere skader, der kan indpasses i dagsprogrammet i den dagkirurgiske funktion den følgende dag.

I skrivelsen nævner I en døgndækket skadefunktion bemandet med praktiserende læger, som skulle kunne tilfredsstille befolkningens behov for akut sundhedsfaglig bistand ved mindre skader.
Som vi læser dette, er der altså tale om et sted, hvor man kan få en eller anden form for udvidet samariterhjælp, men hvor enhver patient, der kan komme til at nærme sig en form for kritisk tilstand, skal overføres til et sygehus i enten Randers eller Århus.
Dette fortæller altså ganske klart, at det, vi her taler om, ikke har ret meget med en skadestue at gøre, og derfor er det forkert af amtet at give udtryk for, at Djursland har fået en døgnbemandet ”skadestue”.
I TV2Øst's nyhedsudsendelse d. 20/11-2002 blev flere tilfældige djurslændinge interviewet på gaden for at give svar på, hvad de mente om amtets sygehusplaner. De svarede alle, at de nu var tilfredse, fordi den så stærkt ønskede skadestue med tilhørende akutberedskab så ud til at være reddet, hvilket vil sige, at folk i øjeblikket går rundt med den overbevisning, at de får et akutberedskab, der kan tilfredsstille egnens behov.
Lige i øjeblikket er Idégruppen i færd med at fortælle folk på Djursland, at sådan er det ikke.
Vi kan imidlertid godt se, at I har bevæget jer et lille stykke for at tilvejebringe et akutberedskab, og vi må da også indrømme, at Plan B-forslaget er en smule bedre end det oprindelige forslag, men det dækker ikke nær det behov, et optageområde på 80.000 mennesker har.
I er så tæt på at kunne tilfredsstille Djursland, hvorfor kunne I så ikke bevæger jer det sidste lille stykke og gøre det ordentligt?
Djursland kan udmærket se, at vores område selvfølgelig også må tage del i festlighederne, når der skal skæres ned, selv om det også gør ondt. Men der er altså en minimumsgrænse, man ikke kan komme under, uden at det hele næsten kan være lige meget, og den grænse mener vi ikke, I har bragt os op over endnu.
Djursland ønsker lighed i adgangen til kvalificeret hurtig hjælp, når uheldet er ude, og det betyder, at man somme tider må gøre nogle ting lidt anderledes for at opnå denne lighed.
Men I mener altså, vi skal tro på, at den akutberedskabsløsning, I har præsenteret os for, er tilstrækkelig. På baggrund af dette bliver vi altså nødt til at stille jer nogle spørgsmål, som vi meget gerne vil have besvaret:
Hvor går grænsen for ”lettere skader”?

Hvor er garantien for, at den patient, der falder om på gaden, i hjemmet eller på arbejdspladsen, får stillet en tilstrækkelig hurtig diagnose og kommer under tilstrækkelig hurtig kvalificeret behandling?

Hvilken mulighed har en astmapatient, der får et alvorligt anfald, som kræver hurtig hjælp, for at få denne hjælp?

Hvilken mulighed har en patient, der er allergisk overfor insektstik, for at få tilstrækkelig hurtig og kvalificeret hjælp? Djurslands befolkning er mangedoblet i sommersæsonen, og risikoen for, at der er allergikere imellem, er tilsvarende større.

Hvordan skal vi føle os sikre på, at patienter, der pludselig får et hjerteanfald, en blodprop, eller en hjerneblødning, får tilstrækkelig hurtig og kvalificeret hjælp, således at der ikke unødigt spildes liv eller førlighed, når der ikke er personale på sygehuset, der kan diagnosticere og stabilisere patienten inden videretransport?

Carl Johan, du har selv hørt en rørende beretning fra en gammel mand, der ved socialdemokratiets ”sildemøde” i Grenaa i oktober måned berettede om et pacemakersvigt, hvor han kun blev reddet, fordi han inden for ganske kort tid kunne komme til behandling på Grenaa Centralsygehus. Dit svar til ham var, at det var en beretning, ”der rykkede”, og at den indeholdt ting, du ville tage med dig hjem, og at du ville tage hensyn til den slags tilfælde, og du takkede ham, fordi han ligefrem havde lært dig noget. Hvor ser vi de hensyn, du har taget, og hvor ser vi resultatet af det, du sagde, du havde lært?
Hvis det skulle være et eller andet sted, er det meget svært at få øje på.

Hvordan kan I forsvare, at anæstesiologisk assistance skal tilkaldes via lægeambulance? Hvad nu, hvis den assistance skal bruges inden for ti minutter, og lægeambulancen befinder sig fuldt optaget i den anden ende af amtet?

Hvilken forbedring giver det akutberedskabet på Djursland, at lægeambulancen er placeret i Mariager/Purhus-området i weekends og på helligdage i øvrigt?

Hvad gør vi, hvis vejrliget er så dårligt, at lægeambulancen har svært ved at komme frem og tilbage, hvis der er en eller flere livstruede patienter, der har brug for den?

Kan det virkelig være rigtigt, at den smule, der skal tilføjes jeres forslag for at få et funktionsdygtigt akutberedskab på Djursland, kan være dyrere end opretholdelse af lægeambulanceberedskab og helikoptertjeneste? Begge de nævnte transportmidler vil ikke virke optimalt i bestemte vejr og vejsituationer.

Vi er ikke i tvivl om, at de i øjeblikket vedtagne planer for Djurslands akutberedskab vil komme til at koste liv. De beretninger, vi har fra patienter, og de eksempler, vi har fået oplyst fra Grenaa Centralsygehus, taler deres eget tydelige sprog, og en smule hovedregning med formlen, der siger t = s/v (tiden er lig med afstanden i km divideret med hastigheden i km/h), fortæller umiddelbart, at mange af de patienter fra de talrige eksempler, vi har fået dokumenteret, ville have været afgået ved døden, hvis hændelserne havde fundet sted under et beredskab, som det I lægger op til.
Som sagt vil Djursland være ret nem at tilfredsstille, hvis bare vores akutberedskab kunne få det sidste løft, der skal til for at gøre det effektivt. Det må vi i menneskelighedens navn kunne forlange.
Som sagt forventer vi venligst svar på de her stillede spørgsmål.”

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af
Styregruppen For Idégruppen Grenaa
Jørgen Lund
Jens Ove Schmidt
Hans Conrau
Preben Mortensen
www.idegruppengrenaa.dk

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002