Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-11-02
Remedy giver koncert i Grenå

Vi har faktisk allerede bragt nyheden om de 2 unge lokale rockbands, der giver koncert i morgen fredag på Kulturhuset Pavillonen i Grenå. Alligevel gentager vi lige opfordringen til at tage ind og høre dem - specielt Remedy, da 4 ud af 5 medlemmer kommer fra Nørre Djurs!


Når vi her i Nørre Djurs kan bryste os af at have leveret årets Popstar, så hænger det bl.a. sammen med det levende ungdomsmusikmiljø omkring Ørum Ungdomsklub. Der skal et vækstlag til at skabe en Popstar.
Ud af samme miljø er der også gennem tiden groet adskillige mere seriøse rockbands frem, og det nyeste skud på stammen er gruppen Remedy. De har øvet intenst i klubbens øvelokale i 2 år, og nu er de parate til at springe på scenen i Grenå for anden gang - første gang var som led i Grenå Bowlingcenters Grand Prix.
Medlemmerne er: Lasse Pedersen (sang), Stenvad, Niels Chr. Nielsen (trommer), Tranehuse, Jens Kruse Andersen (bas), Ørum, Jac Thomas Lund (guitar), Brøndstrup, og som den eneste ikke-nørre djurser, Christian Snedker (guitar), ex-Samsø, nu Grenå.
Remedy fortæller selv om deres musik:
”Remedy er et godt sammenspillet band bestående af 5 drengerøve, som leverer et repertoire bestående af melodisk hård selvkomponeret rock. Remedy er inspireret af de sene 70'ere og frem til i dag i selv samme genre. Bandet leverer en stærk energisk koncert, som virkelig er en oplevelse værd.”
Da orkestret spillede på Bowlingcentret, fik de følgende karakterisk af arrangørerne:
” Der var gang i den, da Remedy gæstede grenå amatør grand prix fredag d. 19 April.
Som om det næsten var blevet en tradition, kunne man se fyre i bar overkrop, der gav udtryk for deres glæde og entusiasme, overfor et mildt sagt overvældende orkester.
Alt i alt en fantastisk aften, hvor der var masser af underholdning både på scenen og i høj grad foran scenen.”

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002