Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-11-02

Debatoplæg: Nørre-Djurs modellen?

Da der ved den kommunale budgetbehandling var afstemning om det kommende pædagogiske servicecenter i Ørum, stemte kun én, nemlig Dansk Folkepartis Knud Andersen fra Bønnerup, imod. I dag har han sendt os et indlæg, hvor han går nærmere i detaljer med sine synspunkter i den forbindelse:

”Vedr. ansøgning om tillægsbevilling på kr. 4.708.000 - skriver fire millioner syvhundrede og ottetusinde - til projekt nr. 301.714 under Børn og Kulturudvalget af 16. oktober 2002 til Pædagogisk Servicecenter, Ørum Skole.
Startdato for projektet d. 01. juni 2002. Der er tidligere bevilliget 400.000,- til forprojektering. Altså totalt 5.108.000,- ekskl. moms.
Nu bliver det interessant! Bemærk startdatoen er fire måneder inden ansøgningen om tillægsbevillingen. Det vil sige, der burde foreligge en udvalgs- eller kommunalbestyrelsesbeslutning inden 01. juni 2002, hvor det forventede samlede beløb for projektet fremkommer. Det er ikke tilfældet, eller rettere, ingen kan - eller vil tilsyneladende komme med et klart svar.
Det ser for mig ud, som om afgørelsen er truffet af borgmester/forvaltning uden om kommunalbestyrelsen. Eller i hvert fald på en sådan måde, at ingen har lagt mærke til sagens rette sammenhæng, eller har de?
Projektet er et udpræget prestigeprojekt i glas og mursten, som jeg ikke skal bedømme værdien af, men hvad med alle de flotte ord om mennesket frem for mursten?
Det er interessant at kunne konstatere, at de samme mennesker, der har kørt kommunens økonomi så langt ud i tovene, at den nu er kommet under administration, ufortøvet fortsætter slingerkursen i den samme plovfure ved hjælp af yderligere låntagning. Er der nogen, der kan se logikken?
Samtidig bliver der raskt og frejdigt skåret i bl.a. servicen til de ældre og på en fleksibel børnepasningsordning. For ikke at glemme nedskæringen på vedligeholdelse af institutioner, veje o.s.v. Det er heller ingen naturlov, at kvaliteten af lærere og pædagoger nødvendigvis højnes, fordi de bliver sat i glas og ramme. En god lærer vil altid have børnenes opmærksomhed og tillid næsten uanset de fysiske rammer.
Man kan kun håbe på, at forholdene efterhånden er blevet så groteske, at borgerne begynder at reagere. Der er heldigvis tegn på, at det begynder at gå i den rigtige retning. Det er en kamp op ad bakke. Mange i kommunalbestyrelsen og administrationen har siddet der i en betragtelig årrække. Jeg kan selvfølgelig ikke på det grundlag beskylde dem for at være sammenspiste og pleje særinteresser, men tanken har strejfet mig.
P.S. Den nuværende borgmester var formand for Børn og Kulturudvalget indtil juni 2002.”
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra
Knud Andersen
Medlem af Nr. Djurs Kommunalbestyrelse
for Dansk Folkeparti

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002