Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-11-2002
Vores sygehus blev reddet, men kan I bruge det til noget ?


Tidligt i morges kom beskeden så: Der er skrevet forlig i Amtsrådet om et politisk kompromis omkring den kommende sygehusstruktur i Århus Amt. Som vi har forberedt læserne på gennem den seneste tid, blev forliget en absolut blandet fornøjelse, i alt fald for Djurslands vedkommende.
I fjernsynet til morgen og i et Ritzau-telegram løftedes sløret for den spændt ventende offentlighed: Vi får lov til at beholde sygehuset i Grenå - med døgnåben skadestue og 30 senge.
Ritzau fortæller bl.a. følgende:

"Politikerne har ifølge amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) lyttet til borgernes bekymring over udsigten til sygehuslukninger.
-Med forliget har vi prioriteret nærhed og tryghed meget højt. På det punkt tilkendegav borgerne, at vores første udspil havde nogle mangler. Vi har lyttet, og jeg kan konstatere, at demokratiet har virket, siger amtsborgmesteren.
Han fremhæver dog også, at Århus Amtsråd har holdt fast i, at besparelser og strukturændringer er nødvendige, hvis der skal drages nytte af de stadigt færre speciallæger."
I disse for vort amt så trange tider lyder det for mange mennesker som en nogenlunde god udgang på hele sygehushistorien, men her på NetNyt er vi blevet noget videre hærdede i forhold til at tro for meget. Og ganske rigtigt: vi har talt med Mette Kirk fra Sygehusgruppen i Grenå, der endnu engang slår fast, at der er tale om en sygeplejerskebemandet skadestue, og at der ikke vil være narkose i aften- og nattimerne samt i week-enderne!!! Ikke en skadestue, Mette Kirk kan anbefale borgerne at hænge vores hat på, endsige lægge vores liv i hænderne på.
Herudover kan vi så yderligere slå fast, at de 30 senge ikke slår til og helt klart betyder, at vi ikke længere efter d. 3. december har et funktionsdygtigt hospital. "Det er lykkedes os med dette forlig at etablere en situation, hvor der på alle de 3 små sygehuse er lys hele natten", sagde Venstres gruppeformand i amtet, Christian Møller Pedersen i fjernsynet til morgen.
Men faktum er, at vi får hele vores sundhedssystem slået i stykker her på Djursland, som planen har været hele tiden, og det nye forlig er kun en skinløsning!

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002